»Nu er jeg her. Nu skal I sateme ikke misforstå noget. Det er noget mærkeligt noget.«

Sådan indledte FC Københavns sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen, et vredesudbrud mod pressen, der sidenhen er gået viralt i fodboldkredse. 

Interviewet kaldte B.T.s sportsredaktør et udtryk for en desperat klub. 

»Man må ikke miste kasketten sådan dér. Han er klubbens ansigt udadtil. Han signalerer jo en desperat klub. Ikke én med overskud,« sagde Lasse Vøge i podcasten B.T. Fodbold. 

Nu lægger direktøren sig fladt ned efter fire dages tænkepause i et nyt interview med TV 2.

»Når jeg ikke lige får talt til ti - jamen så kan mine udbrud også blive kraftigere, end hvad godt er,« siger Sune Smith-Nielsen til mediet og fortsætter:

»Det er godt, der er gået nogle dage, for det er ikke et af mine stolteste øjeblikke. Altså det er en ting, der irriterer mig.« 

Meldingen kom i første omgang på bagkant af den historie, som Bold i sidste uge bragte.

Her skrev mediet, at FCK i øjeblikket arbejder på at udskifte cheftræner Jacob Neestrup i det kommende transfervindue, og det fik altså direktør Sune Smith-Nielsen op i det røde felt. 

B.T. Fodbold

I ugens episode kigger panelet på FC København-boss Sune Smith-Nielsens rasende optræden efter sejren over Esbjerg. Halvårets flop og top kåres. Og der tages hul på transfersnakken. Vært: Lasse Vøge Medvært: Jakob Kløcker Producer: Teis Thornberg Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen