Med en forestående ændring af Champions League-formatet vil FC København søge nye græsgange

Det er endnu ikke bekræftet officielt, men alt tyder på, at adgangen til Champions League-gruppespillet bliver ændret, så der om to år kun vil være fem pladser at spille om, hvis man ikke kommer fra et land med en forhåndsreservering.

Ændringerne kommer samtidig med en ny tv-aftale, der dækker perioden 2018-21.

UEFA forventes at præsentere reformen enten i forbindelse med dagens lodtrækning til denne sæsons Champions League-gruppespil eller morgendagens Europa League-lodtrækning. Reformen er en direkte konsekvens af, at de store klubber ellers har truet med at spille i en kommerciel piratliga i stedet.

Alt tyder ifølge flere internationale medier på, at ligaerne i de store lande får konsolideret deres position, således at der er fire pladser i gruppespillet, som på forhånd er øremærket til England, Tyskland, Spanien og Italien. Derudover skal det nye format også give direkte adgang til klubber fra en række andre ligaer, så der kun er ganske få ledige pladser.

Med forbehold for at intet endnu er officielt bekræftet, beklager FC Københavns adminstrerende direktør, Anders Hørsholt, udviklingen, mens han overvejer andre løsninger for FCK.

»De store hold fra de store ligaer vil have en større bid af kagen, og det kan man ikke fortænke dem i. Der er ingen tvivl om, at der kommer til at ske noget. Og holdene fra de små og de mellemstore ligaer får sværere ved at komme i Champions League. Hvad gør vi så? Vi kan ikke leve med, at vi på den måde får begrænset vores indtjeningsmuligheder,« siger FCK-direktøren.

Udsigten til kun at skulle spille i Superligaen år efter år er ikke attraktiv for den københavnske klub, der bliver drevet som en ambitiøs forretning. En løsning kan ifølge Hørsholt være, at man ændrer turneringsstrukturerne, så det bliver muligt at spille turneringsfodbold på tværs af landegrænserne.

»Det store problem i Europa er, at man er knyttet til at spille turnering i det enkelte land. Hvorfor er det landegrænserne, der skal være afgørende? Man kunne forestille sig andre muligheder, som eksempelvis en ’metropol-liga’,« siger FCK-direktøren, som i samme åndedrag affejer muligheden for i stedet at lave en ny fællesnordisk liga.

»Der har vi været, og det er der vist ingen, der er interesserede i at prøve igen,« siger han med adresse til den hedengangne Royal League, der aldrig fik den store bevågenhed.

»Vi kan kun sidde og se på, hvad de store klubber finder ud af. Men hvis vi mister noget her, er det klart, vi skal have noget andet i stedet. Det kan være, at det bliver startskuddet til, at man løsner op i forhold til landegrænserne.«

Hørsholt tvivler på, at flere penge og større fokus på Europa League vil gøre en forskel.

»Hvis man smider flere ressourcer i Europa League, vil de store ligaer også være mere interesserede i at være med her og kræve flere pladser, og så er vi lige vidt.«

Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, er kritisk over for den kommende reform.

»Turneringsændringen kan betyde, at man forsvarer sig mod, at der i stedet bliver lavet en europæisk superliga, men det er ikke den vej, vi ville anbefale, at man går. Vi synes, at man i stedet skulle forsøge at gøre turneringen interessant for hele fodboldeuropa. Man er nødt til at erkende, at de sportslige meritter er drivkraften for interessen i Europa. Det her vil være at gå den modsatte vej,« fastslår Claus Thomsen med forbehold for, at han endnu ikke kender det konkrete indhold af den nye struktur.