FCK-direktør Jacob Lauesen raser og kommer med en uhørt hård kritik af klubbens egen sponsor Adidas. Den tyske sportsgigant svarer meget tøvende på den kontante kritik.

»For at sige det lige ud, får man lukket en masse mundlort ud om kanalerne i København og andre ting for at finde ud af, at Olympiakos samme aften spiller i den samme trøje.«

Sådan lyder den brutale udmelding fra FC Københavns direktør Jacob Lauesen overfor fanmediet Copenhagen Sundays.

Miseren handler om FCKs udebanetrøje, hvis design blev kaldt for 'unikt' af Adidas i forbindelse med lanceringen.

Men det viser sig, at klubbens seneste modstander, Rakow, har et påfaldende lignende mønster på sin hjemmebanetrøje. Det gælder også Olympiakos' tredjetrøje.

Mohamed Elyounoussi i FCKs storomtalte udebanetrøje.
Mohamed Elyounoussi i FCKs storomtalte udebanetrøje. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Vis mere

Da trøjen blev lanceret, forklarede GTM manager hos adidas Football Neil McDonald blandt andet, at »byens eklektiske blanding af arkitektur, kunst og mode har inspireret designet og resulteret i en iøjnefaldende trøje.«

Men også, at »de særprægede mønstre og modige farvekombinationer hylder den livlige atmosfære på Københavns gader og forener moderne æstetik med traditionelle elementer.«

En lang forklaring, der klinger meget hult, når man kigger på mønstrene på flere andre af mærkets trøjer.

»Der må være nogen i det system, der har fucket godt og grundigt op. Om der så er nogen, der har kopieret en anden, eller om man har vidst det hele tiden, det er både tonedøvt og uforståeligt irriterende,« forklarer Jacob Lauesen også til Copenhagen Sundays.

Fabian Piasecki og Rakow Czestochowa spiller i en trøje, der minder påfaldende meget om en af Kevin Diks' og FC Københavns.
Fabian Piasecki og Rakow Czestochowa spiller i en trøje, der minder påfaldende meget om en af Kevin Diks' og FC Københavns. Foto: Waldemar Deska/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Nu har B.T. haft fat i Adidas for at få en forklaring.

For hvordan kan man erklære, at trøjen er unik, når designet åbenlyst går igen? Sportsgiganten vil ikke kommentere på Jacob Lauesens udtalelser, da virksomhedens politik er »ikke at kommentere på detaljerne i aftalerne med vores partnere. «

Til gengæld oplyser man følgende i en mail til B.T.

»Vi arbejder sammen med FC København for at skabe nye og spændende designs, som repræsenterer klubben, fansene og byen.«

»Hvor speciallavet, den er, og hvor mange unikke elementer, der indgår, varierer afhængig af spillertrøje, træningssæt og fan-tøj, som vi leverer.«

»Kigger man på denne sæsons udebanetrøje, er der grafiske elementer, som vil være ens på tværs af vores klub-portfolie, men farvepaletten og det overordnede design er unikt for FC København.«

B.T. har spurgt Adidas, om mønsteret på trøjerne ikke er præcist det samme.

Men svaret er en smule vævende.

»Hvad angår denne sæsons udebanetrøjer, kan der være designelementer, som er de samme for flere partnere i vores portefølje, men der er ikke to trøjer, som er helt ens.«

Diogo Gonçalves i aktion mod Rakows Fran Tudor.
Diogo Gonçalves i aktion mod Rakows Fran Tudor. Foto: Janek Skarzynski/Ritzau Scanpix
Vis mere