I toppen af artiklen kan du se eksperterne gå tæt på Ståle Solbakken.

Ståle Solbakkens job har aldrig været et tema på trods af resultaterne, fortæller FCK's næstformand, Niels-Christian Holmstrøm.

København. FC København tabte søndag for ottende gang i sæsonen i Alka Superligaen, og holdet kæmper for at hænge på i top-6.

FCK er ude af pokalturneringen efter et nederlag til Brøndby, og i Europa League ser det mere end svært ud at gå videre mod Atlético Madrid.

Det får dog ikke bestyrelsens næstformand, Niels-Christian Holmstrøm, til at sætte spørgsmålstegn ved manager Ståle Solbakkens jobsikkerhed.

»Fagligt er det til at dø af grin over, når Ståles job bliver bragt til debat af jer journalister. Jeg bakker 200 procent op om Ståle. Hans job har aldrig været et tema hos os,« siger han til Ekstra Bladet.

»Situationen ville være en helt anden, hvis træneren ikke havde ild i øjnene, eller hvis han havde mistet omklædningsrummet. Det er slet ikke tilfældet her,« siger Holmstrøm.

LÆS MERE: City-stjerne blev angrebet af tilskuer - og så flippede han ud

Med fem kampe tilbage af Superligaens grundspil ligger FCK på femtepladsen med 29 point. Der er kun et enkelt point ned til Hobro, som ligger på syvendepladsen.

De seks bedste hold efter 26 runder skal dyste om medaljer i et mesterskabsslutspil.

FCK hentede i vinterpausen offensivspillerne Robert Skov i Silkeborg og Viktor Fischer i Mainz.

I forårssæsonens første superligakamp vandt FCK overbevisende 5-1 over Randers.

FCK møder OB, Hobro, AGF, FC Helsingør og Silkeborg i de resterende fem kampe i grundspillet.

Først skal Ståle Solbakkens tropper dog spille returopgøret mod Atlético Madrid torsdag i den spanske hovedstad.

/ritzau/