FC København havde kurs mod et truende nederlag, men det kriseramte mesterhold hev et enkelt point hjem i tillægstiden med 2-2 ude mod OB i Superligaens 21. spillerunde.

FCK var bagud med 0-2 og var på vej mod det femte nederlag i træk i ligaen. Det er aldrig sket før i klubbens historie, men en udligning i seks minutters tillægstid afværgede den totale nedsmeltning.

Trods det ene point i Odense er FCK maksimalt presset i jagten på top-6. FCK er på syvendepladsen, og Superligaen splittes i to efter næste spillerunde.

Der er et point op til Viborg på sjettepladsen, og viborgenserne har endda en kamp i hånden.

Hvis Viborg slår AGF søndag, er FCK afhængig af andre resultater i grundspillets sidste runde, hvis ikke de forsvarende mestre skal ende i nedrykningsspillet.

Taber Viborg point i Aarhus, kommer FCK i top-6 med sejr over Randers FC på hjemmebane om en uge.

OB er på ottendepladsen et enkelt point efter FCK.

Indledningen var en jævnbyrdig affære, men det var de fynske værter, der spillede sig frem til de største tilbud.

OB arbejdede sig mere ind i opgøret og brændte flere pæne tilbud. Men kort før pausen gik den ikke længere, da fynboerne spillede FCK tynde.

Tyske Noah Ganaus blev sendt i dybden og med et stort overblik fandt han sin landsmand Jona Niemiec, som resolut sendte 1-0-målet ind i det lange hjørne.

Panderynkerne var dybe hos FCK-træner Jacob Neestrup, men han kunne blot se til, da københavnernes fik en miserabel åbning på anden halvleg.

Efter bare ti sekunder fordoblede Noah Ganaus den fynske føring. En høj bold blev flækket videre til tyskeren, der alt for let kunne tæmme bolden og lægge den fladt i nettet.

Lynmålet virkede til at ryste FCK, men udeholdet formåede at bringe håbet tilbage. Med 25 minutter tilbage stod Jordan Larsson klar ved bageste stolpe, og svenskeren reducerede ved at smække bolden op i nettaget.

I seks minutters tillægstid bragte gæsterne balance i regnskabet og skaffede en udligning på et hovedstødsmål af Pantelis Hatzidiakos.

/ritzau/