FC Nordsjælland misbrugte flere store chancer i 0-0-kampen mod AaB og har nu ikke scoret i fire kampe i træk.

At FC Nordsjælland har svært ved at score mål i Superligaen, blev der sat en tyk streg under søndag, da holdet tog imod AaB.

Trods flere store målchancer, især til kantspilleren Isaac Atanga, formåede FCN ikke at få scoret, og da AaB heller ikke var skarpe, endte kampen 0-0.

FCN har dermed ikke scoret et mål i Superligaen siden 4-0-sejren ude mod AaB 20. juni, og holdet er nu oppe på fire kampe i træk uden at komme på tavlen.

I en livlig kamp kom gæsterne fra AaB også til flere pæne muligheder, men skarphed var en mangelvare på den kølige sommerdag i Farum.

Fra starten af kampen var der godt med chancer i begge ender, og begge hold havde tidligt i opgøret gode muligheder for at bringe sig foran.

Decideret velspillet var kampen på det hurtige kunstgræs i Farum ikke, men det var alligevel utroligt, at der ikke blev scoret før pausen.

Efter en god halv time kom hjemmeholdets angriber Isaac Atanga med få minutters mellemrum til to kæmpe målchancer foran stort set frit mål. Men Atanga misbrugte på utrolig vis dem begge.

I starten af anden halvleg var midtbanespilleren Mikkel Rygaard den næste spiller til at brænde en stor chance for FCN, inden holdets topscorer, Mikkel Damsgaard, endelig fik bolden i mål, men inden da havde han begået frispark.

Som halvlegen skred frem kom AaB også til flere pæne chancer, men skarpheden var blevet hjemme i Aalborg.

Pointdelingen betyder, at AaB fortsat ligger nummer fem i mesterskabsspillet med to point ned til FC Nordsjælland på sjettepladsen.

/ritzau/