FC Nordsjælland beklager nu afviklingen af onsdagens hjemmekamp mod Brøndby, hvor adskillige Brøndby-fans – stik imod reglementet – var at finde på tribunerne på Farum Park.

Og samtidig tager Superligaklubben nu konsekvensen af situationen.

Det skulle have været en festdag, hvor der efter måneders coronadepression atter var tilskuere at finde til Superligakampene. Men i Farum blev det i stedet en øv-oplevelse.

»Vores intention med kampen mod Brøndby var derfor, at det skulle være en god oplevelse på banen og en god oplevelse uden for banen. En gensynsfest efter lang tids adskillelse. Ingen af delene blev tilfældet,« skriver FC Nordsjælland i en pressemeddelelse.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I redegørelsen fortæller Farum-klubben:

»Ved Brøndbys 2-0 scoring eskalerer udfordringen, da flere personer på afsnit D2 rejser sig op og tydeligt viser tilknytningsforhold til udeholdet. Antallet er nu oppe på omkring 30 mennesker, flere af dem senere, via videomateriale, identificeret som medlemmer af Brøndby IF’s kerne af meget passionerede fans, og deres opførsel opfattes tydeligt som en provokation blandt de andre tilstedeværende gæster i samme afsnit, ligesom den skaber en dårlig stemning blandt FC Nordsjællands fanklub, der er som altid er placeret på den anden halvdel af D-tribunen.«

FC Nordsjælland fortæller, at Brøndby-fansene havde fået adgang til kampen via FCN's partneres lægtebilletter.

Og det får nu konsekvenser.

Klubben suspenderer nu deres partneres samlet set godt 200 lægtebilletter til alle lokalopgør for resten af sæsonen.

»Vi er ærgerlige over, at der findes nogen, som bevidst gør så stor en indsats for at snyde og omgås regler og dermed give mange andre en dårlig oplevelse og samtidig sætter adgangen til stadioner i Danmark i denne periode i risiko for de mange, som har hungret efter muligheden for at nyde fodbold sammen igen.«

»FC Nordsjælland vil gerne undskylde og beklage overfor alle gæster, der havde en dårlig oplevelse på stadion i går som konsekvens af episoderne beskrevet. Vi vil gøre alt for, at det aldrig skal ikke gentage sig.«

Kampen endte i øvrigt med en 3-0-sejr til gæsterne fra Brøndby.