Kasper Hjulmand erkender, at FC Nordsjælland kommer til at savne spillerne og personerne Marcondes og Mtiliga.

Farum. To FC Nordsjælland-spillere sagde farvel, da klubben søndag vandt 3-2 hjemme over Hobro i efterårets sidste Alka Superligakamp.

Superligaens topscorer og altoverskyggende profil i efteråret, Emiliano Marcondes, fortsatte sin imponerende sæson, da han med to mål endnu engang var den helt store profil hos FCN.

- Han efterlader noget, alle kan se. 17 mål i 19 kampe. Det er helt vanvittigt. Det, jeg hæfter mig ved, er den ild, der brænder i ham.

- Han har lært at bruge al sin energi på at træne godt og performe på banen, siger træner Kasper Hjulmand.

- Jeg har kæmpe respekt for mennesker, som har den ild, og som efterlader alt på banen hver dag, og som giver alt for at blive det bedste, man kan blive.

Flere mål i FCN-trøjen i denne omgang bliver det ikke til for Emiliano Marcondes, der inden længe skifter til engelske Brentford.

- Jeg har ikke opfattet, at det er sidste gang, jeg står her og bliver interviewet på Right to Dream Park, siger Marcondes.

- Den her klub betyder utrolig meget. Det er her, jeg er vokset, blevet opdraget og udviklet mig utrolig meget. Jeg er rigtigt glad for Nordsjælland.

Hvor Marcondes forlader FC Nordsjælland i begyndelsen af sin karriere, var det et definitivt punktum for anfører Patrick Mtiliga, der sætter støvlerne på hylden.

- Det har været en klub, som har udviklet sig helt sindssygt, fra før jeg kom til, men også den periode jeg har været her, er der sket helt vildt meget. Der er sket så meget, siger Mtiliga.

- Det har været en fantastisk periode, og jeg er så stolt og beæret over, at jeg har fået lov til at være med på den rejse. Det har været lidt som en familie for mig.

Kasper Hjulmand vil savne mennesket Mtiliga og den energi, han tilfører på og uden for banen.

- Han har som menneske fået mere ud af sig selv og har evnet at give en masse til vores unge spillere og er blevet eksponent for, at man godt kan tage det roligt uden for banen og være topmotiveret til at ville vinde hver gang, siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/