FC Nordsjælland knækker Silkeborg og tager femte sejr i træk
Aske Andresen stod en stor kamp for Silkeborg, men var også impliceret i FC Nordsjællands sejrsmål.

Aske Andresen stod en stor kamp for Silkeborg, men var også impliceret i FC Nordsjællands sejrsmål.

FC Nordsjælland hentede søndag sin femte sejr i træk i den nye sæson.
Egyptiske Ibrahim Adel kom ind fra bænken og blev matchvinder i en snæver, men bedømt på spil og chancer trods alt meget fortjent 1-0-sejr over Silkeborg på hjemmebane.
Inklusive sine kampe i Conference League-kvalifikationen har FCN åbnet sæsonen med fem sejre og en uafgjort, og det lover godt for holdet inden to vigtige playoffkampe mod St. Gallen fra Schweiz i Conference League i de kommende uger.
I Superligaen rækker FCN's syv point efter tre kampe også til en plads i toppen, selv om holdet har spillet en kamp mindre end flere af sine rivaler.
Silkeborg er med fire point for fire kampe midterhold inden en stribe kampe mod topklubber i de kommende uger.
Søndag var første halvleg i Farum en temmelig tam omgang.
Efter en forholdsvis lige og jævn indledning overtog FCN mere og mere af spillet, og den giftige norske wingback Runar Norheim kom frem til et par gode muligheder.
En enkelt gang blev Norheim spillet helt fri i feltet, men Silkeborg-keeper Aske Andresen kom godt ud og klarede med en parade.
Den 21-årige sidste skanse er blevet førstevalg efter sommerens farvel til rutinerede Nicolai Larsen, og han viste søndag, hvad den midtjyske sportslige ledelse har set i ham.
I anden halvleg holdt Andresen længe niveauet, efterhånden som FCN kreerede mere og mere og efterhånden trykkede Silkeborg tilbage.
Efter en times spil var Silkeborgs Mads Larsen tæt på at lave selvmål efter et hjørnespark, men stolpen klarede, og på riposten hev Andresen en stor redning op af hatten, da Justin Janssen forsøgte sig fra kort afstand.
Kort efter var det egyptiske Ibrahim Adels tur til at blive den lille i duel med Andresen, der også spillede en stærk kamp, da Silkeborg senest slog OB med 1-0 på hjemmebane.
Efter 80 minutter gik den dog ikke længere for keeperen og gæsterne. Peter Ankersen chippede et indlæg mod bageste område, hvor Adel afsluttede akrobatisk.
Afslutningen sad nogenlunde lige på Andresen, men denne gang var keepertalentets aktion af mere tvivlsom karakter, og bolden sneg sig over stregen efter hans halvklaring.
Derved blev det foran små 4000 tilskuere i Farum.
RITZAU