FC Mindreværdskompleks!

Ordkrigen mellem FC København og FC Midtjylland fortsætter i højeste gear med en svidende svada fra Ståle Solbakken mod midtjyderne.

»Jeg har set nogle af de andre ting, de har gjort. Det har været fuldstændig klasseløst,« siger FCK's magtfulde træner i et interview med Eurosport, inden københavnernes Europa League-opgør med Baseksehir. (se interviewet herover)

Her nævner nordmanden som eksempel på FC Midtjyllands i hans optik manglende klasse dengang i sommeren 2018, hvor FCM bød en million euro for Brøndby IF's midtbaneprofil Simon Tibbling – et bud et godt stykke under markedsprisen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Derudover nævner Solbakken 'det, de (FCM, red.) viser på storskærmene' samt 'det, de udtaler sig om', inden han hamrer sin pointe hjem:

»Der er et ord, som dækker det. Skal jeg sige det? Mindreværdskompleks,« siger Ståle Solbakken i interviewet og kalder efterfølgende midtjyderne for det lidet flatterende 'FC Mindreværdskompleks'.

Kommentarerne fra Solbakken skal ses i lyset af både de seneste sæsoners tætte og øgede rivalsering mellem FC Midtjylland og FCK samt ikke mindst et nyligt interview, hvor FCM-bestyrelsesformand Rasmus Ankersen stak til københavnerne.

»Som jeg forstår det, skal de bare have deres skadede spillere klar igen og ikke spille så mange kampe, så er de tilbage, hvor de var,« lød det skælmsk fra Ankersen i et interview med Eurosport, efter at FC Midtjylland hentede det tredje mesterskab på seks år for nogle uger siden.

B.T forsøger at få en kommentar fra FC Midtjylland.