FC Midtjylland sender OB ud af pokalen efter tæt opgør
Mads Bech Sørensen og Sofus Johannesen sendte FCM videre til pokalens kvartfinaler med en 2-1-sejr over OB.

Mads Bech Sørensen og Sofus Johannesen sendte FCM videre til pokalens kvartfinaler med en 2-1-sejr over OB.

De regerende pokalmestre fra FC Midtjylland var torsdag aften på en svær opgave i ottendedelsfinalen, hvor OB var på besøg.
De to Superliga-klubber spillede godt op med hinanden, men et par effektive afslutninger fra FC Midtjylland var nok til, at ulvene kunne tage en snæver 2-1-sejr på MCH Arena.
OB blev dermed det seneste hold fra landets bedste række til at ryge ud af pokalturneringen.
Onsdag blev AC Horsens også sendt ud - dog noget mere overraskende af Brabrand IF.
Der var godt gang i opgøret i Herning fra første fløjt.
OB's Noah Ganaus fik den første store mulighed, da han sendte en afslutning på overliggeren.
FC Midtjyllands Friday Etim fik også en glimrende chance kort efter, da han stod fri på et indlæg.
Efter 27 minutter var det hjemmeholdet, der bragte sig foran.
Et velsparket frispark fra Victor Bak endte lige i panden på Mads Bech Sørensen, som var steget til vejrs ved forreste stolpe. Forsvarsspilleren headede bolden i netmaskerne.
Kjell Wätjen var tæt på at bringe midtjyderne yderligere foran i første halvleg med en flugter uden for feltet, men OB-keeper Martin Hansen leverede en god redning.
I stedet var det gæsternes Ganaus, der kom på tavlen efter 42 minutter. Han blev sendt afsted og sendte med en kølig afslutning bolden ind via stolpen.
Efter en times spil bragte den 19-årige Sofus Johannesen midtjyderne foran igen.
Johannesen erobrede bolden og førte den ind i straffesparksfeltet, hvor han først afsluttede svagt mod mål.
Bolden blev dog med en dårlig OB-clearing sendt direkte ud i fødderne på den unge midtbanespiller igen, og denne gang svigtede han ikke. Med et kynisk spark gjorde han det til 2-1.
OB var godt med i opgøret, men formåede ikke at skabe de store chancer i slutfasen.
Dermed blev kampen fløjtet af til stor jubel på MCH Arena, hvor hjemmeholdet kunne fejre avancement i pokalturneringen.
RITZAU