FC Midtjylland vandt klubbens andet danske mesterskab, da holdet slog Horsens 1-0. Brøndby fik 1-1 mod AaB.

FC Midtjylland endte med at vinde guldkapløbet mod Brøndby og tog mandag det danske mesterskab.

Det skete med en hjemmesejr på 1-0 over AC Horsens i sidste spillerunde i Superligaen, mens Brøndby på eget græs spillede 1-1 mod AaB.

Dermed slutter FCM på 85 point foran Brøndby med fire point færre.

Marc Dal Hende blev matchvinder mod Horsens i en duel, der var præget af fysik og dødbolde.

Begge hold viste deres velkendte spidskompetencer på farlige indkast og frispark.

Det var især ved Mikkel Qvists lange indkast, at AC Horsens tog kampen op imod FCM.

Det var nemlig gæsterne, der lagde bedst ud med flere farlige situationer.

Efter seks minutter kom Horsens-forsvareren Alexander Ludwig til første chance, da han testede Jesper Hansen med et langskud.

Mens halvlegen skred frem, kom FC Midtjylland dog ind i kampen. Chancerne blev større og større, men stillingen var fortsat 0-0 ved pausen.

Efter en lige start på anden halvleg brød jublen så løs på MCH Arena.

Kort før en times spil kom angriberen Paul Onuachu højest på et indkast og snittede bolden videre til en helt fri Marc Dal Hende, der let scorede til 1-0 tæt ved stregen.

Med et kvarter igen var Paul Onuachu igen på spil med en friløber. Men Horsens-spilleren Alexander Ludwig leverede en satsende tackling og afværgede scoringen.

Mod kampens slutning var Alexander Ludwig igen tæt på for AC Horsens, da han ramte sidenettet fra en spids vinkel. Men det blev ved 1-0.

FCM og Brøndby har kørt parløb i toppen af ligaen gennem det meste af sæsonen, og langt hen i foråret tydede alt på, at Brøndby skulle tage klubbens første mesterskab siden 2005.

Brøndby forsvarede førstepladsen frem til sidste weekend, hvor Brøndby indkasserede et mål i overtiden og måtte nøjes med uafgjort i Horsens. Samtidig slog FCM på udebane FC København.

Det er anden gang, at FCM vinder DM-titlen. Første gang midtjyderne tog trofæet var i 2015.

FC MIDTJYLLAND 3-4-3
SNIT: 6,8


Jesper Hansen 7
Zsolt Korcsmar 4
Bubacarr Sanneh 12
Erik Sviatchenko 10
Mads Døhr Thychosen 7
Jakob Poulsen 10
Tim Sparv (ud: 90.) 7
Marc Dal Hende 10
Gustav Wikheim (ud: 84.) 4
Paul Onuachu 4
Mikkel Duelund (ud: 65.) 02
Artem Dovbyk (ind: 65.) 4
Frank Onyeka (ind: 84.) UB
Janus Drachmann (ind: 90.) UB

AC HORSENS 3-5-2
SNIT: 5,4


Marcus Bobjerg 7
Mads Juel Andersen 4
Delphin Tshiembe 7
Alexander Ludwig 7
Rune Frantsen 7
Jonas Thorsen 4
Bjarke Jacobsen 4
Ayo Simon Okosun 7
Mikkel Qvist (ud: 65.) 4
Hallur Hansson (ud: 80.) 4
Kjartan Finnbogason (ud: 65.) 4
Thomas Kortegaard (ind: 65..) 4
Oliver Drost (ind: 65.) 7
Jonas Borring (ind: 80.) UB

 

 

/ritzau/