Jakob Poulsen fortæller efter dagens træning, at de i FC Midtjylland er klar til at tage imod en ny træner.

Onsdag eftermiddag meldte FC Midtjylland officielt ud, at man vil præsentere Jess Thorups afløser i klubben.

»Det er et eller andet sted hverdag i vores klub; der bliver skiftet ud på vigtige positioner konstant. Vi har selvfølgelig været utrolig glade for at have Jess (Thorup, red.), men vi må se på det som en gylden mulighed for en dygtig træner at komme til en udenlands klub. Ligesom alle os spillere har en drøm – eller har haft – om at komme til udlandet, så har trænere det jo også. Får man muligheden, så er det om at gribe den, for der kommer ikke alverden af dem. På den måde forstår vi alle sammen Jess,« siger den 35-årige midtbanespiller.

Jakob Poulsen fortæller dog også, at timingen måske ikke er den bedste.

»Det er det sjældent. Det er lidt anderledes med spillere. Der ved vi, det er to gange om året (i transfervinduerne, red). Med trænere kan det være hele tiden: Det kan være, vi skal have indført et transfervindue for trænere,« siger han med et glimt i øjet.

Den nuværende landsholdspause gør dog, at en ny træner kan nå finde en hverdag.

»På den måde er timingen fin, men det er aldrig belejligt.«

Jakob Poulsen fortæller, at han selv først fik besked om Jess Thorups situation tirsdag, hvor anføreren derefter snakkede med sin klub. Der er endnu intet, der er endeligt i forhandlingerne endnu mellem Jess Thorup og belgiske Gent.

Hvad tænker du om Kenneth Andersen som afløser – hvad kender du til ham?

”Der er ikke noget, der er på plads endnu i forhold til, hvem der tager over. Det har vi i hvert fald ikke fået at vide. Den snak kan vi tage, når der er en på plads,” siger Jakob Poulsen.

Han fortæller, at han anser FC Midtjyllands U-19 træner som værende dygtig.

»Han har vundet titler og spillet europæisk, hvis man kan kalde Youth League dette. Han har prøvet nogle ting - ikke som seniortræner – men på allerhøjeste niveau som ungdomstræner. Han er vanvittig dygtigt fagligt,« siger Jakob Poulsen og henviser til de mange spillere, som bider sig på FC Midtjyllands førstehold fra akademiet.

»De (unge spillere, red.) er både modnede og har nogle faglige kompetencer og er dygtige.«

Nu har Kenneth Andersen været oppe som assistent før (indtil 2009, red.) og røg ned igen. Tror du, han har niveauet til at overtage Superliga-truppen, hvis det bliver ham?

»Ja, det tror jeg, han har. Jeg var her ikke, da han var assistent, men det tror jeg bestemt, han har,« siger han.

Jakob Poulsen tror ikke på, at et trænerskifte kommer til at svække dem.

»Vi har en fantastisk sammentømret trup,« siger han.

Jess Thorup og FC Midtjyllands anfører Jakob Poulsen ses her med kazakstanske journalister ved FC Midtjyllands pressemøde på træningsanlægget i Ikast, tirsdag 31. juli 2018. Vis mere

Onsdag meldte FC Midtjylland ud, at en ny træner vil blive præsenteret i klubben klokken 16.

»Han (Jess Thorup, red.) har selv udtalt, at han forhandler med Gent, og så regner man da med, at han er væk. Nu handler det vel om kroner og ører, før man siger ja eller nej,« siger Jakob Poulsen, der sagtens forstår trænerens valg, såfremt han skifter.

»Han har været her i tre år og har leveret mesterskaber og spillet europæisk gruppespil. Det forstår jeg bestemt godt.«

Jakob Poulsen har kontrakt indtil sommeren 2019. Han har ingen planer om at stoppe karrieren nu. Han har endnu ikke snakket med FC Midtjylland om en ny kontrakt.

Se også