FC København har lavet en femårig aftale med den 21-årige ungarske forsvarsspiller Akos Markgraf, der er hentet i hjemlandet hos Ujpest FC.

Det skriver FCK på sin hjemmeside.

Han kan bruges i midterforsvaret og som venstre back, skriver FCK.

- Med Akos får vi en utroligt dynamisk, hurtig og duelstærk forsvarsspiller, siger FCK-cheftræner Bo Svensson til klubbens hjemmeside.

Markgraf er noteret for én landskamp, efter at han tidligere i år fik debut for Ungarn.

Der er tale om Markgrafs andet klubskifte i denne sommer, efter at han først skiftede fra Puskas Academy til Ujpest. Her fik han kun én kamp.

- Vi ser ham primært som venstrebenet midterforsvarer, men det er et kæmpe plus, at han også mestrer venstre back. Det giver os flere strenge at spille på, og jeg glæder mig meget til at arbejde med ham, siger Bo Svensson.

Markgraf ser frem til tilværelsen som FCK-spiller.

- Det er en storklub med kæmpe ambitioner og en fantastisk ramme i Parken. Jeg har hørt og læst meget om klubben, og jeg glæder mig utroligt meget til at opleve min nye hjemmebane.

- Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle gribe muligheden, da FC København meldte deres interesse. Jeg kommer til København for at kæmpe for min plads og lære af de andre dygtige spillere i truppen, siger han.

FCK har resultatmæssigt fået en god start på sæsonen med to sejre i to kampe i Superligaen, ligesom klubben fortsat er med i Conference League-kvalifikationen. I sidste sæson missede FCK top-6 i Superligaen og dermed mesterskabsspillet.

Kristjaan Speakman, der er fodbolddirektør i FCK, ser udviklingsmuligheder i klubbens nye spiller.

- Han har vist en stærk udvikling som midterforsvarer, men besidder også kvaliteten til at dække andre positioner, hvilket er interessant for truppens sammensætning.

- Han er enormt motiveret for at være her, og det er utroligt vigtigt for os, siger Kristjaan Speakman.

RITZAU