Det bliver Jacob Neestrup, der overtager ansvaret for at få det afsporede FCK-tog tilbage på skinnerne efter Jess Thorup, der tirsdag blev fyret.

Neestrups cheftræner-kontrakt løber frem til 30. juni 2026. Det oplyser FC København i en fondsbørsmeddelelse.

Neestrup har siden januar 2021 været assistenttræner i FC København.

»Vi har i Jacob Neestrup en meget kompetent træner, som indgående kender klubben.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi ser i Jacob en yderst kvalificeret toptræner, som kan få os ud af den svære spillemæssige periode, som klubben har været igennem i denne sæson,” siger bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, Allan L. Agerholm, i en pressemeddelelse.

Hovedpersonen selv udtaler:

»Jeg er stolt og beæret over, at klubben har peget på mig. Det er noget særligt for mig, da F.C. København er en klub, der har fyldt meget i hele mit liv.«

»Det er også en speciel situation, at jeg skal tage over efter Jess, som jeg har haft et tæt og godt samarbejde med, og som jeg har stor respekt for.«

»På den korte bane handler det om at stabilisere vores niveau i Superligaen, så vi har mulighed for at spille med om titlen efter jul. Gennem vinterpausen handler det om at forberede og forbedre det udtryk, som F.C. København skal stå for. Vi skal være det bedste hold i Danmark,« lyder det fra den nye FCK-boss.

34-årige Jacob Neestrup har tidligere været cheftræner i Viborg FF, og han har fået sin trænerudddannelse i FCK.