Det er slet ikke sikkert, at Jonas Wind er FC København-spiller, når Superliga-sæsonen begynder om nogle uger.

Den tyske storklub Wolfsburg har således afgivet et bud på landsholdsangriberen, og der er lige nu dialog og forhandlinger mellem de to parter.

Det skriver Parken, som er selskabet bag FC København, i en pressemeddelelse lørdag eftermiddag.

»Der pågår i øjeblikket forhandlinger mellem parterne, og der er ikke sikkerhed for, at en aftale vil blive indgået,« står der eksempelvis.

Der er tidligere været rygter om, at Wolfsburg skulle være interesseret i Jonas Wind. Klubben har således solgt angriberen Daniel Ginczek, mens Wout Weghorts er på vej til Burnley og Premier League.

Dermed mangler Bundesliga-mandskabet en angriber, og her er Jonas Wind en mulighed.

Jonas Wind har i denne sæson scoret seks gange for FCK i Superligaen.

På landsholdet er den teknisk stærke angriber noteret for 12 kampe. Han fik sin debut i rødt og hvidt i en venskabskamp mod Færøerne i oktober 2020, hvor Danmark vandt 4-0.

Få dage senere scorede Wind sit første landskampsmål, da danskerne slog Sverige med 2-0. I sommer var han en del af den danske EM-trup, der nåede semifinalen.

Angriberen har fået sin fodboldopdragelse i FCK og er kommet op gennem klubbens egen ungdomsafdeling. Wind har spillet 114 kampe og scoret 46 mål for klubben.