Den spanske storklub FC Barcelona er blevet tiltalt for korruption.

Det sker, efter at det i februar kom frem, at klubben skulle have betalt den tidligere næstformand i dommerkomiteen under Det Spanske Fodboldforbund, José María Enríquez Negreira, hele 49 millioner kroner.

Klubben bekræftede i sidste måned, at anklagere havde igangsat en undersøgelse, men siden har der ikke været meget information i sagen – lige indtil nu.

Fredag bekræfter anklagemyndigheden, at FC Barcelona er blevet tiltalt i sagen. Det skriver nyhedsbureauet AFP samt medierne El Mundo og El Confidencial.

Den tidligere FC Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu fortæller, at samarbejdet med næstformanden i dommerkomitéen blev stoppet i 2018, fordi der skulle spares penge. (Arkivfoto). - Foto: Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Den tidligere FC Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu fortæller, at samarbejdet med næstformanden i dommerkomitéen blev stoppet i 2018, fordi der skulle spares penge. (Arkivfoto). - Foto: Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Vis mere

De tidligere klubledere Josep María Bartomeu, Sandro Rosell, Óscar Grau og Albert Soler er ifølge radiokanalen Cadena Ser også blevet sigtet i sagen, skriver Dagbladet.

FC Barcelona har forsvaret sig med, at José María Enríquez Negreira leverede tekniske rapporter til klubben. Derudover bidrog han med informationer om talenter fra andre klubber i Spanien.

Ifølge FC Barcelona er det 'normal praksis' for fodboldklubber at lave den slags aftaler.

Samarbejdet blev ifølge den daværende klubpræsident, Josep María Bartomeu, stoppet i 2018, da klubben skulle skære ned på omkostningerne.

FC Barcelona ligger i øjeblikket nummer ét i La Liga med hele ni point ned til rivalerne Real Madrid.