Corona-krisen tvinger Real Madrid til at skille sig af med flere stjerner denne sommer.

Det skriver spanske AS.

Real Madrid har i flere år lagt penge til side for at kunne modstå en eventuel krisesituation, og derfor skal spanierne nok klare sig helskindet gennem de økonomiske udfordringer, som corona-pandemien fører med sig.

Men klubbens ledelse vil være sikker på, at man også i fremtiden har en velpolstret sparegris, hvis noget lignende skulle ske.

Og derfor vil man reducere kraftigt i udgifterne til spillerlønninger denne sommer.

Med et samlet lønbudget til spillertruppen på 284 mio. euro – eller cirka 2,12 mia. kroner – er der da også noget at tage af.

Helt konkret er fem spillere udset til at blive ofre for Real Madrids ønske om rettidig omhu.

Den første er Gareth Bale, der er den mest velbetalte spiller i hele Real Madrid-truppen. Waliseren tjener angiveligt 29 mio. euro (216 mio. kr.) om året, og det vil give godt med luft i budgettet at komme af med Bale, som samtidig ikke har nogen stor stjerne hos træner Zinedine Zidane.

Foto: RODRIGO JIMENEZ
Vis mere

Det samme gør sig gældende for James Rodriguez, der ikke passer ind i Zidanes tanker om fremtiden. Og da colombianeren hører til blandt de mest løntunge spillere i truppen, vil ledelsen gerne skippe ham af sted til sommer.

Samtidig har Rodriguez kontraktudløb i sommeren 2021, og det betyder, at det er ved at være sidste chance, hvis Real Madrid skal have penge i kassen for ham.

Derudover er angriberen Mariano placeret på ledelsens affyringsrampe.

Mariano tjener otte mio. euro (60 mio. kr.) om året, men har blot spillet 65 minutter hele sæsonen, og han bliver ikke opfattet som en god investering.

Det samme gør sig gældende for Brahim, der tjener syv mio. euro (52 mio. kr.) og blot har spillet 170 minutters fodbold i indeværende sæson.

Endelig skulle også Odriozola, som er lejet ud til Bayern München i denne sæson, være færdig.

Samlet set vil Real Madrid ifølge AS spare cirka 75 mio. euro (560 mio. kr.) på at komme af med de fem spillere.

Nogle af pengene vil blive brugt på lønninger til de nye spillere, som klubben forventes at købe til sommer, men samlet set skulle der altså være lagt op til en god besparelse, som kan være med til at ruste klubben økonomisk til fremtiden.