Viborg tager om kort tid hul på livet som 1. divisionsklub, når sæsonen bliver skudt i gang med et besøg hos Thisted, og derfor er klubben i fuld gang med forberedelserne på det år, der skal sende dem tilbage i Superligaen.

Kampen for oprykning bliver dog uden et af de få lyspunkter fra sidste sæson Alexander Jakobsen, der ifølge BTs oplysninger er blevet set i Kastrup Lufthavn fredag morgen med sin agent Freebody Appiah fra Paramount Sports Management. I Sverige mødes de med agenten og chefen for Paramount, Darryl Powell, inden turen går videre til Jakobsens kommende klub.

BT erfarer, at den 23-årige tekniske begavelse tog flyet til Sverige for at skifte til den svenske storklub Norrköping, der har forhandlet sig frem til en pris på den gode side af et par millioner kroner med Viborg.

Det er kun et halvt år siden, at Viborg hentede Alexander Jakobsen, og han formåede på den korte tid både at slå sit navn fast i Superligaen og at blive landsholdsspiller for Egypten, som han fik debut for i slutningen af marts, da han startede inde i en venskabslandskamp mod Togo.

Halvsæsonen i Superligaen var samtidigt Alexander Jakobsens første berøring med dansk topfodbold, selv om han er født i Danmark og har en dansk mor.

Allerede som ungdomsspiller i KB var han en eftertragtet spiller og var til prøvetræning hos Liverpool som 13-årig, men det var PSV Eindhoven, som fik ham lokket til udlandet på en kontrakt.

Det blev dog ikke til noget gennembrud i Holland, og det var faktisk i Sverige, som han er på vej tilbage til, at han fik sin seniordebut. Hos Falkenbergs FF. Her var han én sæson og spillede 28 kampe med tre mål til følge, før norske Bodo/Glimt blev næste destination inden Viborg.

Her havde Alexander Jakobsen kontrakt frem til 2019, men det bliver ikke til mere end et halvt år i den grønne trøje, fordi Norrköping henter ham.

Norrköpping ligger aktuelt på tredjepladsen i Allsvenskan og røg torsdag ud af Europa League-kvalifikationen med et nederlag til Traku FK fra Litauen efter forlænget spilletid og straffesparksafgørelse.

Klubben vandt senest det svenske mesterskab i 2015.