For mange er det igen blevet tid til fodbold og øl, for Superligaen er tilbage.

Men lige midt i startfløjt på forårssæsonen er Danmark ramt af sne og massiv kulde, og de mange fodboldfans kan derfor se frem til en kold fornøjelse søndag. 

Og det bør man tage højde for, hvis man har planer om udendørs weekendaktiviteter, understreger læge og foredragsholder Jerk W. Langer til B.T. 

»Der er mennesker, der dør hvert år af kulde i Danmark. Og en af de helt store faktorer er alkohol. Det er selvfølgelig ikke det samme som at tage til fodbold og få et par øl, men der kan blive drukket igennem, og derfor bør man være opmærksom,« siger han og tilføjer:

»Kolde øl smager dejligt, men en halv liter iskold fadøl kræver meget varmeenergi og kropsvarme at opvarme til 37 grader.«

Derudover kan kulden lettere blive overset, når man bliver beruset – og det er her, det kan gå galt.

Langer foreslår, at man indimellem får noget varmt at drikke. Generelt er væske, der ikke indeholder alkohol, vigtig, da dehydrering gør det sværere for kroppen at sende varmt blod rundt.

For at stille sig bedst – også hvis man har andre udendørs aktiviteter på weekendens program – har lægen derfor en række gode råd, så vejret ikke bliver direkte faretruende.

Det er klassiske råd som at holde kroppen varm med tøj, der kan modstå den iskolde, sibiriske blæst. Særligt hænder og fødder er vigtige at holde varme, men også andre steder, hvor vinden kan trænge ind.

»Til fodbold har mange et fan-halstørklæde på, og det er bestemt ikke nogen dårlig idé. 30-40 procent af varmetabet kan ske fra et udækket hoved og hals, især i blæst, så hue og halstørklæde reducerer varmetabet betydeligt,« siger lægen.

Videre siger Langer, at man bør spise, inden man forlader hjemmet, da fordøjelsen danner en del varme – især efter et proteinrigt måltid.

Og så kommer han med et råd, der både er sundt og kan hjælpe med at holde varmen.

»Træner du en times tid tidligere på dagen, inden du tager til stadion, med både udholdenhed, for eksempel løb, og styrke, så ligger forbrændingen højere resten af dagen – den såkaldte afterburn. Det giver lidt ekstra på varmekontoen.«

Det vigtigste råd er dog at holde øje med sin krop. 

Langer afslutter med at understrege, at man skal reagere på faresignaler som kraftige kulderystelser, følelsesløse fingre og tæer, træthed og forvirring, som kan være tegn på alvorlig afkøling.