Onsdag aften endte i en massiv tysk fodboldfest.
FC Bayern München slog på hjemmebane Real Madrid med 4-3.
Men den euforiske Champions League-jubel endte med gå ud over to fotografer, der blev såret.
Det skete, efter at flere af hjemmeholdets fans kort inden det sidste og afgørende mål var gået ind på et afspærret afsnit af Allianz Arena, hvor de sad på et hegn lige før banen.
Og så snart slutfløjtet lød, og semifinalen var i hus, sprang de mange fans ned fra tribunen i håbet om at fejre triumfen med spillerne på banen.
Her blev de to fotografer fanget midt i kaosset.
En af dem var Kai Oliver Pfaffenbach, der arbejder for nyhedsbureauet Reuters, som blev slået bevidstløs og efterfølgende måtte tilses af en læge, skriver Bild, ligesom at der på X også florerer billeder af hændelsen.
Dagen derpå er han stadig mærket af aftenens hændelse, oplyser han til det tyske medie.
»Efter det fjerde mål brød helvede løs. Jeg var bevidstløs og bemærkede ikke andet. Jeg vågnede først, da det hele var overstået, og banen var tom. Jeg har blå mærker og smerter. Jeg har ikke været i stand til at tjekke mit kameraudstyr for skader endnu,« siger han.
Han sender samtidig en tak til ambulancepersonalet og understreger, at en sådan hændelse ikke burde være sket under en fodboldkamp.
Den holdning deler hans kollega og fotograf Ulrich Wagner, der mener, at uheldet sagtens kunne være blevet forhindret.
Ifølge fotografen havde fansene siddet på hegnet i flere minutter, inden de ved slutfløjtet stormede banen. Han undrer sig dermed over, hvorfor der ikke blev grebet ind tidligere.
Bild skriver videre, at den anden berørte fotograf pådrog sig et snitsår i hovedet, men vedkommende har ikke ønsket at stille op til interview.
Du kan lytte til B.T. Fodbold på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


