Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Søndag blev FC København kronet som dansk mester, efter klubben bankede AaB med 3-0.

FC København fik derfor overrakt den danske Superliga-pokal, men spillerne i klubben kunne hænge ikke bare én, men hele to guldmedaljer om halsen.

Og det har skabt en smule forvirring hos flere danske fodboldfans og måske også hos nogle af spillerne.

For hvorfor får FC Københavns spillere to guldmedaljer i stedet for bare en enkelt?

Foto: FC København
Vis mere

Og hvorfor pokker er der olympiske ringe på det ene sæt medaljer, når OL ikke har spor at gøre med Superligaen?

Det er der nogle helt bestemt årsager til. Det fortæller formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp.

»Det er helt normal kutyme. Det er der ikke noget specielt ved.«

»Det har at gøre med, hvilke internationale kriterier der leves op til. Hvis disciplinen lever op til en række kriterier, som eksempelvis: Er den internationalt anerkendt? Er den stor nok? Og er den udbredt nok i landet? Så kan man få den anerkendt som et officielt mesterskab. Og så kommer der medalje fra Danmarks Idrætsforbund,« siger han.

Ud over at spillerne fik en medalje fra DIF, modtog de en enkelt fra Danmarks Boldspils-Union (DBU).

»Det er Danmarks Boldspils-Union, der står for mesterskabet. Det er deres danske mester, men det er et officielt dansk mesterskab, som er anerkendt af DIF.«

»En officiel danmarksmesterskabsmedalje kommer fra DIF,« siger han.

Altså får spillerne de to medaljer, fordi DBU står bag mesterskabet, mens DIF udsteder den officielle medalje.

Og så er der forvirringen om olympiske ringe på DIF-medaljerne. Hans Natorp fortæller, at der er en simpel årsag til, at de indgår på medaljerne.

»DIF er også Danmarks Olympiske Komite, og de olympiske ringe indgår i DIFs logo.«