Mauro Icardi er absolut ikke populær i Inter. Og det har ikke hjulpet, at han netop har delt flere nøgenbilleder af ret så seksuel karakter af sig selv og konen, Wanda Nara.

Den argentinske stjerneangriber har på det seneste været tilbage i startopstillingen hos Inter, men han har skabt lidt rigeligt med overskrifter uden for banen, hvor han og konen - som også fungerer som hans agent - ikke kan blive enige med Inter om en ny kontrakt.

Nu falder så den sidste dråbe, der for Inters fanatiske fanfraktion Curva Nord har fået bægeret til at flyde over.

Det er nøgenbilleder af Mauro Icardi, der poserer ret seksuelt sammen med sin kone (og som du kan se flere af i bunden af artiklen).

»En spiller med så opblæst et selvbillede kan ikke være en del af Inters fremtid. Det er skadeligt for holdet. Vi har forsøgt at forklare det her på alle mulige sprog,« skriver Curva Nord i en udtalelse på Facebook og fortsætter.

»Ingen sætter spørgsmålstegn ved Icardis sportslige kvaliteter, men problemet er og har altid været hans mentale kapacitet og hans attitude over for holdet, som beviseligt aldrig kommer til at ændre sig.«

Mauro Icardi og Wanda Naras forhold fik først opmærksomhed, da Wanda Nara var gift med Mauro Icardis holdkammerat Maxi Lopez i Sampdoria, men endte med at forlade ham for at være sammen med Icardi.

Nu er hun så også den eftertragtede argentiners agent, og det har skabt store problemer i forhold til en kontraktforlængelse med Inter. Men skal man tro de mest fanatiske fans, behøver Inter slet ikke at genoptage de forhandlinger.

»De gentagne fejltrin beviser med al ønskelig tydelighed, at en spiller med sådan en selvoptagethed ikke kan tilhøre Inter i fremtiden. Selv medier, som sjældent har haft et godt øje til os i Curva Nord, har indset, at karakterer med så stor selvoptagethed kan skade holdet.«