Henrikh Mkhitaryan er ikke rejst med resten af Arsenal-holdet til Baku, men han er på en måde stadig med.

For en del fans har valgt at iføre sig den røde trøje med netop hans navn på ryggen. Det er dog ikke forløbet helt gnidningsfrit at bære trøjen på gaden i Baku inden Europa League-finalen.

En video, der er blevet delt på de sociale medier, viser, hvordan politiet i Aserbajdsjan er yderst opmærksomme.

Således viser klippet, der er delt af SNTV, hvordan en betjent stopper to fans, der bærer nummer 7 og Mkhitaryans navn på ryggen.

Herefter bliver de bedt om at vente, til betjente har fået yderligere informationer gennem sin radio. Til sidst får de dog lov til at gå videre – også med trøjerne på.

Henrikh Mkhitaryan valgte ikke at rejse med til Europa League-finalen i Baku, da han frygter for sin sikkerhed grundet uroligheder mellem Armenien og Aserbajdsjan.

Han blev forsikret om, at det var sikkert for ham at rejse med, men han takkede alligevel nej.

Klippet med de to fans, som kan ses i bunden af artiklen, er blevet delt mere end 3.600 gange og har fået mange kommentarer med på vejen:

  • 'Absurd'!
  • 'Ikke så mærkeligt, han valgte ikke at tage med.'
  • 'Gid begge hold ville boykotte finalen'
  • 'Det her er så uacceptabelt. Lad det hele være sikkert.'
  • 'Desværre er der nogen, der får tæsk for det her snart. De støtter en god sag, men det er ikke den ballade værd, de kan blive udsat for.'
  • 'Uefa burde skamme sig.'
  • 'Det er en skamplet for fodbolden. UEefa burde skamme sig over det her. At stoppe folk for at have Mkhitaryan-trøjer på. Det er rystende, og Uefa har virkelig fucket op i forberedelserne til Europa League-finalen.

En politikilde siger til The Sun, at der er en grund til, at politiet valgte at stoppe de to fans, da de gik på gaden.

»Politiet ønsker ikke, at fans har Mkhitaryan-trøjer på, da de risikerer at provokere de lokale og gøre dem vrede over den politiske situation. Ingen ønsker vold,« siger politiet.

En beslutning, der er blevet bakket op af flere holdkammerater. Arsenal skulle have planlagt en hyldest til Mkhitaryan i forbindelse med finalen i Baku, ved at alle spillerne skulle varme op med nummer 7, men det har Uefa sat en stopper for.

Europa League-finalen mellem Arsenal og Chelsea bliver spillet onsdag aften klokken 21, og den kan du følge LIVE her på bt.dk.