Den danske landsholdsspiller Jens Stryger Larsen blev formentlig ret så overrasket, da han lørdag gik ud for at varme op inden Serie A-opgøret mod Sassuolo.

For på det tomme stadion havde klubbens fans fået hængt et helt særligt banner op til ære for den danske forsvarsspiller.

Her stod der: »La maglia l'hai sempre sudata! Forza, Stryger!«, der oversat til dansk betyder noget i retning af: »Du har altid svedt for trøjen! Kom så, Stryger!«.

På banneret var der også et portræt af danskeren med teksten »Team Stryger«. Det skriver TV 2 Sport.

Foto: GABRIELE MENIS
Vis mere

Den helt særlige gestus til Stryger Larsen kom, efter at den 30-årige dansker fik en noget uheldig hovedrolle i Udineses seneste kamp mod AC Milan.

Her begik han nemlig straffespark i de sidste minutter af opgøret, hvilket endte med at koste klubben to point.

Men lørdag var der så god grund til at finde smilet frem igen hos Jens Stryger Larsen og resten af Udinese-mandskabet, der besejrede Sassuolo med 2-0.

Stryger skiftede i 2017 fra Austria Wien til Udinese og har siden da spillet hele 127 kampe for klubben. Han har tidligere tørnet ud for både FC Nordsjælland og Brøndby IF.

I denne sæson er det indtil videre blevet til 21 optrædener.

Med lørdagens sejr ligger Udinese på tiendepladsen i Serie A.