Syv brasilianske fodboldfans har mistet livet under en forfærdelig busulykke søndag.
Bussen fyldt med fans af klubben Corinthians væltede på motorvejen nær storbyen Belo Horizonte.
Klubbens fans var på vej hjem fra en kamp i den bedste brasilianske fodboldrække fra opgøret mellem Cruzeiro og Corinthians, som endte 1-1. Cruzeiro spillede hjemme og hører til i Belo Horizonte, hvor Corinthians' fans forudlykkede på vej hjem fra storbyen.
Brasilianske Globo har fået oplyst af beredskabet, at syv mennesker er blevet dræbt og 36 såret, da bussen med fans væltede på motorvejen.
Beredskabet har også oplyst til Globo, at det var en lejet bus uden tilladelse til at køre lange distancer, hvor føreren mistede herredømmet over køretøjet, kørte ind i rabatten og bagefter en skråning.
Mediet beretter også om, at fans ombord på bussen har fortalt, at chaufføren undervejs råbte, at bremserne ikke virkede.
Corinthians har i et statement på de sociale medier udtrykt deres medfølelse med ofrenes familier efter tragedien:
»Corinthians er solidariske med familierne til de omkomne fans og står til rådighed for at støtte dem, såvel som de andre ofre for ulykken og de myndigheder, der er involveret i redningsarbejdet og efterforskningen af de faktiske omstændigheder,« skriver klubben på de sociale medier.