Det kan godt være, at Christian Eriksen ikke vil blive savnet i sin nuværende klub Inter - og i Serie A som helhed.

Men bliver et af de seneste rygter om danskerens bejlere til virkelighed, vil Christian Eriksen blive modtaget som konge af holdets mest trofaste fans.

Det er mediet Birmingham Mail, der beretter om begyndende ekstase blandt Premier League-klubben Wolverhamptons fans, efter den danske landsholdsspiller er sat i forbindelse med et skifte til klubben af den italienske del af nyhedsgiganten SkySports.

Således skrev SkySports for nyligt, at Wolverhampton og Christian Eriksens tidligere klub Ajax Amsterdam begge skullre være i kontakt med danskerens agent Martin Schoots.

Christian Eriksen rygtes til flere klubber i det kommende transfervindue. (REUTERS/Massimo Pinca)
Christian Eriksen rygtes til flere klubber i det kommende transfervindue. (REUTERS/Massimo Pinca) Foto: MASSIMO PINCA
Vis mere

Og linket til den danske spiller har gjort de sociale medier rødglødende blandt flere Wolves-fans, der ser Eriksen som et muligt kongekøb.

»Det ville være et kvalitetskøb,« skriver en fan ifølge Birmingham Mail, mens en anden skriver:

»Køb ham uanset prisen, det ville være et fænomenalt køb.«

Efter kun et lille års tid i italienske Inter er Christian Eriksen røget på transferlisten over uønskede spillere i klubben, der ellers hentede danskeren under stor polemik i Tottenham.

Christian Eriksen havde dengang vendt Tottenhan ryggen efter mere end en håndfuld år i klubben med ønsket om at prøve noget nyt.

Målet skulle på daværende tidspunkt have været et skifte til enten Real Madrid eller Barcelona i Spanien.

Men danskeren endte hos Inter, hvor han aldrig blev fast mand under træner Antonio Conte.

Foruden Wolverhampton og Ajax, så nævnes franske Paris Saint-Germain også som en mulig destination for Christian Eriksen.