'Adios! Adios!'

Sådan lyder det fra en stor flok spanske fans i et videoklip, der er gået viralt på Twitter.

Manden de henvender sig til er Alf-Inge Haaland, der er far til fodboldstjernen Erling Haaland, som tirsdag aften spillede Champions League-semifinale mod Real Madrid på Santiago Bernabeu.

Her havde han sin far med i en boks på tribunen, men optagelser viser, hvordan den 50-årige nordmand bliver hentet og eskorteret væk af nogle vagter, mens kampen stadig er i gang. Videoen kan ses i bunden af artiklen.

Ifølge adskillige journalister, der var til stede på stadion, herunder den spanske tv-reporter Inaki Angulo, blev nordmanden smidt væk, da han gentagne gange skulle have provokeret de spanske fans, ligesom han angiveligt skulle have 'kastet noget mad efter dem'.

Videoklip, der florerer på Twitter viser, hvordan Alf-Inge Haaland flere gange gestikulerer ned til de spanske fans, der kvitterer med nogle sange tilbage.

Nordmanden tager herefter hænderne op til sine ører, hvilket kun får de mange fans til at reagerer endnu mere.

Journalisten Adrian Sanchez skriver, at hele situationen startede, da Alf-Inge Haaland og hans venner skulle have givet udtryk for, de mente Carvajal på et tidspunkt filmede.

Det skulle have fået de spanske fans til at reagere, og det var angiveligt som modreaktion til det, at nordmanden ifølge journalisten kastede peanuts efter de spanske fans, der svarede tilbage ved at komme med 'fornærmelser mod hans søn'.

Det vides ikke, om Alfie-Inge Haaland, der endnu ikke har kommenteret situationen, blot blev eskorteret indenfor for en sikkerheds skyld for at situationen ikke skulle eskalere yderligere, eller om han blev eskorteret helt væk fra Bernabeu.

Kampen mellem Manchester City og Real Madrid – som var den første af to semifinalekampe – endte 1-1.