En 80-årig mand omkom af sine hovedskader, efter han faldt på vej ned ad en trappe på Sir Alex Ferguson-tribunen på det legendariske engelske fodboldstadion Old Trafford.

Dødsfaldet, der fandt sted i december 2017 efter en kamp mod Manchester City, kastede en efterforskning af sig, hvor det blev vurderet som et uheld.

Undersøgelsen viste dog, at der var visse sikkerhedsforanstaltninger, der ikke var helt i top på Old Trafford, og at især placeringen af to stewards var kritisabel.

Det skriver det engelske medie The Guardian.

De to stewards kritiseres for at have stået på hver sin side af den trappe, den ældre herre faldt ned ad, og at de havde placeret sig sådan, at man ikke kunne gribe fat i gelænderet.

Derudover kritiseres de for ‘ikke at være tilstrækkeligt opmærksomme på deres omgivelser’.

Manchester United har ifølge rapporten vedkendt sig, at de to stewards ikke levede op til sikkerhedsreglerne på stadion.

Desuden er en rapport, der skulle klarlægge årsagen til dødsfaldet, blevet sendt til Manchester United med den konklusion, at ‘der var risiko for yderligere dødsfald, hvis man ikke lavede ændringer’.

En talsmand fra Manchester United har sagt følgende om dødsfaldet og rapportens konklusion:

»Vi fulgte alle gældende regler for sikkerhed på tidspunktet for dette tragiske dødsfald.«

»Vi søger dog konstant at forbedre vores procedurer, og vi glæder os over observationerne i rapporten om yderligere risikoreduktion, som vi nu har implementeret.«

»Vi arbejder med lokale såvel som nationale, uafhængige sikkerhedsinspektører for at sikre, at vores sikkerhedsprocedurer er i top.«