I august tog Joel Kabongo en beslutning, der ville få betydning for resten af hans liv.

Som kun 24-årig skulle støvlerne lægges på hylden som konsekvens af en alvorlig knæskade, der havde spoleret hans største drøm: at blive professionel fodboldspiller.

Allerede som ungdomsspiller oplevede Joel Kabongo problemer med kroppen. Han voksede så hurtigt, at ryggen ikke kunne holde til udviklingen.

Men i 2019 kom den absolut værste skade i den tidligere Brøndby-spillers karriere.

»Det var hele mit liv,« fortæller Kabongo om fodboldkarrieren.
»Det var hele mit liv,« fortæller Kabongo om fodboldkarrieren. Byrd / Frej Rosenstjerne

En umiddelbart harmløs duel med FC Midtjyllands Frank Onyeka resulterede i en alvorlig knæskade, som skulle vise sig at blive årsagen til karrierestoppet blot 3,5 år senere.

»Jeg vidste, at der var noget galt, og jeg var bange for, at min karriere var slut,« fortæller Joel Kabongo til B.T.

Men karrieren var ikke slut. I hvert fald ikke på det tidspunkt.

Kabongo kæmpede sig tilbage, og i sommeren 2021 skiftede han til Randers FC.

For et år siden hentede Randers FC Joel Kabongo til klubben, men nu må forsvarsspilleren altså indstille karrieren på grund af en knæskade. Arkivfoto
For et år siden hentede Randers FC Joel Kabongo til klubben, men nu må forsvarsspilleren altså indstille karrieren på grund af en knæskade. Arkivfoto randersfc.dk/

Kort efter skiftet blev han ramt af en ny skade i knæet, og snakkene med agenten og familien blev intensiveret: Er det mon tid til at lægge støvlerne på hylden?

»Jeg havde en deadline om, at hvis jeg ikke havde spillet fast, inden vi ramte november (2022, red.), så skulle jeg ikke spille mere. Men hurtigt kan jeg mærke, at jeg går fuldstændig i stå. Det bliver ikke bedre, selvom jeg træner hver dag. Det var nederlag på nederlag,« siger han og fortsætter:

»Jeg spiste piller, hver gang jeg skulle træne, og jeg skulle hele tiden gøre mig klar til, hvis der nu skete noget. Så til sidst løb jeg rundt på banen og var egentlig en smule skræmt af, om jeg nu skulle have den smerte igen. Det sad i mig. Jeg oplevede mange ting til træning, hvor det var lige ved og næsten, at jeg gik i stykker. Det skete ikke, men det sidder stadig i ens hoved, og lige pludselig havde jeg brug for ro. Der var for mange tanker i hovedet til sidst.«

Pillerne var blevet en rutine. Det samme var opvågninger hver nat og timer med isposen.

Der var store forventninger til Kabongo, men en alvorlig knæskade satte en kæp i hjulet.
Der var store forventninger til Kabongo, men en alvorlig knæskade satte en kæp i hjulet. Byrd / Frej Rosenstjerne

Hver dag lå Kabongo på sofaen i mindst to timer med en ispose på knæet. To timer, hvor han ikke kunne lege med sin datter, der i dag er knap 2,5 år.

»Lige pludselig havde jeg mange tanker om, at det sgu også er vigtigt, at jeg er der for hende. Hun skulle ikke se mig ligge i sofaen hele tiden med forbinding på knæet.«

Tankerne om et karrierestop blev stærkere. Men det var ikke alle tanker, der blev luftet med familien.

»Jeg har ikke vendt alt med dem, men jeg er måske også typen, der går lidt med det selv. Jeg er ikke så god til at dele mine tanker, fordi fodbold går så hurtigt. Du kan have præsteret dårligt i går, men i morgen er du den, der gør det allerbedst, og så har alle glemt det. Det har ikke været godt for mig at komme ud med alle tankerne, så der er mange ting, jeg har gået med selv,« siger Kabongo.

Kabongo håber at kunne fortsætte med at arbejde i fodboldverdenen.
Kabongo håber at kunne fortsætte med at arbejde i fodboldverdenen. Byrd / Frej Rosenstjerne

Til sidst måtte han træffe den hårde beslutning, for trods daglig træning blev knæet aldrig godt.

»Der har hele tiden været et eller andet galt, jeg har bare ikke kunnet se det selv. Og der har ikke været nogen, der har villet tage den hårde snak med mig, for der var ikke nogen, der ville slukke min drøm.«

Drømmen blev slukket, men nu kunne han i stedet være far på fuld tid. Selv i weekenden, hvor han nu havde fri for første gang, siden han blev professionel som 18-årig. Kort efter, at han mødte sin kæreste, Melanie.

I dag er de forældre til datteren Veneda og venter deres andet barn. Og der er da heller ingen tvivl om, hvad det har betydet for Kabongo at blive far.

Joel, kæresten Melanie og datteren Veneda.
Joel, kæresten Melanie og datteren Veneda. Josefine Glerup Jacobsen

»Det har betydet så meget, for det har fået tankerne væk fra fodbold. Jeg har ikke været nede i et hul, hvor jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle. Jeg har vidst fra dag ét, da jeg stoppede, at nu skulle jeg være der endnu mere for hende,« siger han og fortsætter:

»Jeg stoppede for min egen skyld, men jeg indså også, at der var et liv ved siden af fodbolden. Det gjorde jeg ikke, da jeg ikke havde børn, for så var der bare én vej.«

Joel Kabongo nåede at tilbringe hele sin ungdom i Brøndby IF, inden han rundede Fremad Amager og til sidst Randers FC, inden han slukkede drømmen om at være professionel fodboldspiller i august.