Der er noget særligt ved familien Dorgu. Sønnen Patrick besidder et unikt fodboldtalent, og familien har sin helt egen, smittende varme.

Ofte kommer den til udtryk på formfuldendt dansk-engelsk. Som da Manchester United-stjernens mor, Clara, fortæller om forældreparrets tur til Italien for at hente Patricks ting, efter han hastede til England for at tage sit livs skifte.

»He didn’t travel with anything. He went to a match, var det i Parma? Den dér fredag before he travelled to Manchester

I januar skiftede Patrick Dorgu fra Lecce til mastodontklubben Manchester United, og det gik så stærkt, at han ikke engang nåede hjem at pakke sit tøj. Det fik han forældrene til.

Patrick Dorgu skiftede til Manchester United i en gigahandel.
Patrick Dorgu skiftede til Manchester United i en gigahandel. Peter Powell/Reuters/Ritzau Scanpix

»Det var især hans tøj, sko, og de ting, der er de mest nødvendige for ham,« siger Clara.

Den kun 20-årige dansker tog direkte fra en udebanekamp i Parma til Manchester for at underskrive en kontrakt på 4,5 år med storklubben, der sikrer ham opmærksomhed verden over og millioner på bankbogen.

I den anledning har Dorgu-familien været på besøg på B.T.s redaktion. For at fortælle om en af historiens største danske fodboldhandler, da deres søn og bror pludselig blev 250 millioner kroner værd og solgt til en af verdens største fodboldklubber.

Med Patricks skifte til Manchester United er historien om den dansk-nigerianske familie som taget ud af en film. Men det er også historien om en familie, hvor båndet er tæt og sammenholdet stort.

Eksempelvis var det ikke kun fodboldspillerens forældre, der mødte op til interviewet med B.T. To blev uanmeldt til fire, da storebror Gabriel og lillesøster Annabel kom med og delte ud af deres oplevelser med deres bror.

Gennem hele snakken er der latter og grin hele vejen rundt, da de fortæller detaljer om, hvordan de fulgte forhandlingerne med Manchester United.

»Nu lever vi i en tid, hvor alt bliver skrevet i medierne. Så jeg tror, at I næsten hører det lige så hurtigt, som vi har gjort,« fortæller Gabriel, der er to år ældre end Patrick.

Familien fik sine primære oplysninger gennem Patrick selv eller hans agent, Kingsley Ogbodo – som er børnenes onkel – og også bor i Manchester. Gennem de lange uger gav han løbende opdateringer om, hvad der skete.

Forældrene og Patrick blev som regel først orienteret om udviklingen, inden det gik videre til resten af søskendeflokken. Men først troede de slet ikke på det.

»De tre foregående uger var det alle steder i medierne. At Patrick skiftede til United eller Napoli. I starten troede vi bare, at det var noget medierne skrev, men som tiden gik, begyndte det at blive virkeligt,« siger Patricks mor, Clara.

Forældrene havde egentlig planlagt at rejse med datteren Annabel i uge 6 – men så blev planerne ændret.

»Agenten sagde, at vi skulle holde igen. Da jeg spurgte ham, hvor sikker, han var, svarede han, at han ikke var sikker. Men som forældre ville vi gerne være i nærheden for en sikkerheds skyld,« siger Clara om det surrealistiske waiting game og understreger, hvor taknemmelig hun er over, at arbejdsgiveren gav hende fri med så kort varsel.

Familien Dorgu gæstede B.T.s redaktion. Fra venstre: Patrick Dorgus mor, Clara, lillesøster Annabel, far Paul og storebror Gabriel.
Familien Dorgu gæstede B.T.s redaktion. Fra venstre: Patrick Dorgus mor, Clara, lillesøster Annabel, far Paul og storebror Gabriel. Frederik Gernigon

»Så flaskede det hele sig som i en film. Det var en stor milepæl i vores liv at se sådan en succes og transformationen fra Lecce til Manchester United. Vi er meget lykkelige og stolte af ham.«

Patricks far, Paul, kalder det for en drøm, der bliver til virkelighed. Og forældrene var ikke blege for at sætte ord på, at de kneb en lille tåre.

»Det var meget rørende. At se sin søn, 20 år gammel. Det var så stort,« siger Clara, mens Paul supplerer og siger, at det er »Guds værk.«

Familien tilbragte ni dage i udlandet i forbindelse med skiftet, og store smil bliver malet i deres ansigter, når de taler om Patricks vilde skæbne.

Patrick Dorgu har allerede fået masser af minutter i Manchester. Men for danskeren er udviklingen desværre blevet bremset af et rødt kort, der sender ham i karantæne.
Patrick Dorgu har allerede fået masser af minutter i Manchester. Men for danskeren er udviklingen desværre blevet bremset af et rødt kort, der sender ham i karantæne. Paul Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

Især hos Gabriel, der er livslang Manchester United-fan. Da de var børn, holdt Patrick med en af klubbens rivaler, Chelsea.

»Jeg sagde det jo lang tid før, det overhovedet blev skrevet i medierne,« siger Gabriel og sætter ord på en vild forudsigelse.

»I sommer sagde jeg til ham, at United godt kunne komme og spørge på ham i januar, fordi de ikke har så mange backer. Jeg sagde til ham, at han skulle spille godt det halve år, for så ville der være en større chance for, at United kiggede hans vej. Tilfældigvis skete det så.«

Da buddet kom på bordet, var Patrick Dorgu – der har boet på hotel den første måneds tid i Manchester – aldrig i tvivl om, hvorvidt han skulle sige ja.

Nu deler han hverdag med Christian Eriksen og Rasmus Højlund, som han kender fra det danske landshold og har et tæt bånd til.

»Han taler også lidt med Amad Diallo, Kobbie Mainoo, Zirkzee. Og så taler han faktisk også rigtig godt med Bruno Fernandes. Men de har alle taget godt imod ham,« fortæller Gabriel.

Under samtalen med familien bliver ordene »drøm« og »opfyldelse« brugt et godt antal gange.

Men når alt går så hurtigt, kan det være svært at forstå, hvad der egentlig er sket.

»Det er gået op for ham,« siger Gabriel.

»Vi har haft snakke, hvor han siger, at det er sygt nok, han er, hvor han er. Jeg har ikke spurgt ham, men jeg tror ikke, han har sat sig og tænkt: ‘Okay, shit.' Det tror jeg ikke, han har gjort endnu.«