Det har ikke skortet med kritik af VM-værterne fra Brasilien det seneste år. Uro og dårlig forberedelse har præget det sydamerikanske land, der nu får endnu en uheldig skamplet på sig.

Nu rammer endnu en tragedie det fodboldelskende land Brasilien før det skal være vært for verdensmesterskaberne i fodbold. En familiefar døde mandag efter at være blevet tæsket med metalbat af 15 Sao Paulo-tilhængere. Efter en mål-løs ligakamp mellem Santos og hjemmeholdet Sao Paulo, blev den 34-årige Santos-tilhænger mødt af den 15 mand store gruppe ved et busstoppested. Her tæskede og sparkede de familiefaren, der efterfølgende døde af sine kvæstelser. Det skriver nyhedsbureauet Agencia Estado.

En lignende hændelse skete parallelt med det uhyggelige dødsfald, men her slap den pågældende Santos-tilhænger med mindre skader.

Tidligere har FIFA-præsident, Sepp Blatter rettet hård kritik mod de brasilianske VM-værter og kaldt dem de dårligst forberedte i hans tid som præsident.

Kritikken blev affødt af, at flere af de kommende VM-arenaer havde passeret deres deadline for færdiggørelse. Derudover har der været
en serie af kontroversielle historier fra det uroplagede land det seneste år. Skudepisoder fra VM-byen Natal i det nordøstlige Brasilien, Corinthians-spillere der er blevet truet af deres tilhængere samt reguler tilhængerkrig i forbindelse med en ligakamp, der måtte afbrydes, er blot udtryk for et uddrag af de mange skandaler fra samba-landet.  

Sao Paulo er vært for åbningskampen ved VM i fodbold, som starter i juni måned. FIFA og de brasilianske myndigheder har tidligere udtalt, at sikkerhedsforanstaltningerne vil blive kraftigt opstrammet, så lignende sammenstød kan forhindres.