Familie chokeret i Tivoli: AGF-fans råbte 'Heil Hitler'
Familie påstår, at en gruppe unge mænd heilede under storskærmsarrangement i Tivoli Friheden.

Familie påstår, at en gruppe unge mænd heilede under storskærmsarrangement i Tivoli Friheden.

Søndag var tusindevis af AGF-fans samlet i Tivoli Friheden for at se guldbraget mellem 'de Hvi'e' og FC Midtjylland på storskærm.
Men den gode fodboldstemning blev angiveligt forstyrret af en gruppe unge og højlydte AGF-tilhængere, der opførte sig yderst upassende.
Det skriver Århus Stiftstidende, der har talt med en familie, der stod tæt på gruppen.
»De strakte deres højre arme og råbte "Heil Hitler". Det var en virkelig chokerende oplevelse. Vi har været til rigtigt mange fodboldkampe og kender til de bevægelser og kampråb, som fans benytter,« fortæller familiens mor, der ønsker at være anonym, til avisen.
»De her ytringer og deres gestikuleren hørte ikke til i den kategori. Det var klart tale om nazistiske tilkendegivelser,« fortæller moren i familien.
Hverken Tivoli Friheden eller politiet har registreret problemer med gruppen af unge mænd, skriver Århus Stiftstidende.
AGF blev i søndagens topbrag mod FC Midtjylland involveret i en anden uskøn sag. Gæsternes profiler Aral Simsir og Kevin Mbabu fortalte efterfølgende, at der var blevet råbt racistiske tilråb mod dem under 0-0-opgøret.
Efterfølgende har to personer fået tildelt to års karantæne.