Den engelske fodboldlegende, Kevin Keegan, er blevet ramt af kræft.
Det bekræfter hans familie i en udtalelse, skriver Sky News.
Den 74-årige Keegan blev for nylig indlagt på grund af vedvarende smerter i maven.
'Undersøgelser har afsløret en kræftdiagnose, som Kevin vil gennemgå behandling for,' skriver familien.
Keegan er en central skikkelse i historien hos både Liverpool og Newcastle. Angriberen spillede 323 kampe og scorede 100 mål for Liverpool, som i 1970'erne vandt det engelske mesterskab tre gange og desuden triumferede i både Europa Cup, FA Cup og Liga Cup.
Efter stop i Hamburger SV og Southampton drog han i 1982 til Newcastle, som han var med til at føre op i den bedste engelske række. Efter sit karrierestop var han ad to omgange i den nordengelske klub som manager, senest i 2008.
Også på det engelske landshold spillede Keegan en vigtig rolle. Han deltog i 63 kampe, scorede 21 mål og bar anførerbindet ved EM i 1980. Som landstræner stod han i spidsen for holdet, som ikke nåede videre fra gruppespillet ved EM i 2000.
