Den tidligere fodboldstjerne Ronaldinho er blevet varetægtsfængslet i Paraguay af en dommer i byen Asuncion, skriver nyhedsbureauet AFP.
Nyhedsbureauet beretter, at Ronaldinho og hans bror var i retten i hovedstaden, hvor en dommer besluttede at varetægtsfængsle begge i sagen om falske pas.
39-årige Ronaldinho, der tidligere har tryllet med en fodbold for klubber som FC Barcelona, AC Milan og Paris Saint-Germain, ankom sammen med sin bror til Paraguay onsdag.
Straks blev begge afhørt af politiet, der mistænkte dem for at være rejst ind i landet med falske pas.
Umiddelbart forlød det fredag, at begge brasilianere ville slippe for at blive sigtet i sagen, hvis de erkendte deres skyld.
Tidligere har Ronaldinhos advokat afvist, at den tidligere verdensstjerne og hans bror var rejst med falske pas.
De brasilianske myndigheder inddrog tilbage i novmber 2018 Ronaldinhos pas, efter han ikke formåede at betale en bøde på 2,5 millioner dollar - knap 17 millioner kroner - for miljøskader. Skaderne var opstået i forbindelse med opførelsen af en ejendom i Porto Alegre i det sydlige Brasilien.
Ronaldinho var inviteret til Asunción i Paraguay af en velgørenhedsorganisation for trængende børn og for at promovere sin nye bog.
Den tidligere superstjerne, der blev kåret til verdens bedste fodboldspiller i 2005, stoppede sin aktive karriere i 2015.
