Viaplay offentliggjorde i november, at nogle af deres ansatte ikke ville få forlænget deres kontrakter fra sommer. En af dem var den profilerede vært Helle Smidstrup.
Men nu har hun fået nyt job på DR, skriver hun på det sociale medie 'X'.
»Jeg er startet i DR Nyheder, hvor jeg primært skal være livereporter på TV Avisen og TVA Live. Jeg glæder mig helt vildt og er allerede blevet taget godt imod i DR Byen,« skriver Helle Smidstrup.
Hun bekræfter selv nyheden overfor B.T. og uddyber:
»Jeg har altid gerne villet prøve kræfter med nyheder, og jeg er super spændt at få lov til at at arbejde med noget, jeg ikke har prøvet før.«
I november skrev hun, at hun ville fortsætte på Viaplay senest til denne sommer. Og studieværtens kontrakt nåede derfor ikke at løbe ud, før hun fik et nyt job.
Helle Smidstrup nåede at være tv-vært på Viaplay i 11 og et halvt år, hvor hun startede i januar 2013. Men nu forlader hun altså sportens verden for en stund.

