Facebook fortsætter oprustningen med at vise topfodbold. Næste skridt er Champions League i Sydamerika.

São Paulo. Der bliver mere og mere international topfodbold på Facebook.

Tirsdag lancerede det sociale medie spansk fodbold gratis for fodboldfans i det sydlige Asien for en periode på tre sæsoner.

Onsdag er Facebook så igen på banen med en aftale, der sikrer, at man kan vise fodbold fra den europæiske Champions League i Sydamerika frem til 2021.

Ifølge Reuters bekræftede Det Internationale Fodboldforbund (Uefa) aftalen med Facebook onsdag.

Den giver ret til at vise 32 kampe fra Champions League i sæsonen gratis for brugere af Facebook.

Kampene inkluderer også finalen og Super Cuppen samt nogle baggrundsprogrammer.

Aftalen betyder også, at Facebook allerede onsdag aften kastede sig ud i at vise fodbold til sydamerikanerne i forbindelse med opgøret mellem Real Madrid og Atlético Madrid i Super Cuppen.

Reuters skriver, at marketingdirektøren i Uefa, Cuy-Laurent Epstein, kalder aftalen for "meget innovativ og tilgængelig."

Stort set alle de bedste spillere fra Sydamerika optræder i europæiske topklubber, og derfor har Champions League en stor værdi i Sydamerika, og mange fodboldfans følger turneringen.

Tirsdagens aftale om at vise kampe fra den spanske Primera Division gælder for det indiske subkontinent, som omfatter Indien, Pakistan, Bangladesh, Nepal, Bhutan Maldiverne og Sri Lanka. Afghanistan er også dækket af aftalen.

Facebook har i disse lande 348 millioner brugere, og Facebook kan vise samtlige 380 spanske ligakampe i sæsonen gratis.

/ritzau/