I oktober døde Aarhus stifts tidligere biskop Kjeld Holm, som også var med i Danmarks Fodboldmuseums bestyrelse.

Derfor har museet været på udkig efter et nyt bestyrelsesmedlem, og her er valget faldet på selveste Michael Laudrup, der er indtrådt i bestyrelsen med det samme.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Og Frits Ahlstrøm, der er bestyrelsesformand og foregangsmand for projektet, er ganske glad for, at den danske fodboldlegende nu er en del af bestyrelsen. 

Frits Ahlstrøm har faktisk kendt Laudrup, siden han blev født, fortæller den mangeårige danske sportsjournalist.

»Jeg spillede blandt andet mod hans far, Finn, som spillede i Vanløse, mens jeg spillede i KB. Og så skete der det, at da jeg blev journalistelev på Politiken, blev jeg som regel sendt ud søndag morgen til kamp i 2. division med Vanløse.«

»Og der gik Lone, Michaels mor, med Michael i barnevognen foran tribunen. Der hilste jeg på Michael første gang. Siden har vi bevaret kontakten, og jeg vil tillade mig at sige, at vi er meget nære venner i dag,« siger Ahlstrøm.

Nogle uger efter Kjeld Holms død tog Frits Ahlstrøm fat i Michael Laudrup, og da 'Mister' blev fortalt, at der maksimalt var tale om ét møde om året, var beskeden klar.

»Selvfølgelig vil jeg det,« lød det fra Laudrup.

Det er planen, at Danmarks Fodboldmuseum skal stå klart, når AGFs nye stadion indvies. Ifølge Århus Stiftstidende har der dog ikke været dialog mellem organisationen bag stadionbyggeriet og Danmarks Fodboldmuseum i et langt stykke tid.