I unåde. Sådan kan man beskrive Christian Eriksens situation i Tottenham siden 2019/2020-sæsonen blev sparket i gang.

Danskeren har tidligere været en af de første spillere på holdkortet, men hans åbne ønske om at forlade klubben kombineret med sløje præstationer har gjort, at Eriksen kun har været en del af Spurs' startopstilling i halvdelen af de kampe, han har været med i truppen.

Sådan kan det meget vel fortsætte eller endda blive forværret med José Mourinhos tilgang som erstatning for Mauricio Pochettino i Tottenham.

»Jeg kan ikke lide at beholde spillere, som ikke vil blive i klubben,« sagde Mourinho i efteråret, da han blev spurgt ind til, hvordan han ville håndtere situationen i Tottenham med spillere, der vil væk.

Dengang var Mourinho ekspert for mediet Sky Sports.

»Der er momenter, hvor motivationen går ud over ens præstationer, og det er svært at gøre spillerne glade, når de har andre drømme.«

Spørger man eksperten Morten Bruun, ser det ikke for godt ud for Eriksen.

»Det forøger chancerne for, at Christian Eriksen kommer væk fra Tottenham allerede til januar. Det er en oplagt reaktion fra Mourinho at sige, at han vil spille uden Eriksen,« siger Morten Bruun, der dækker Premier League for Discovery.

Mauricio Pochettino og Christian Eriksens forhold er blevet forværret siden sommer, forklarer Julien Laurens.
Mauricio Pochettino og Christian Eriksens forhold er blevet forværret siden sommer, forklarer Julien Laurens. Foto: PETER POWELL
Vis mere

»Jeg tror, at Mourinhos tilgang vil forringe Eriksens muligheder for spilletid i Tottenham. Jeg er ikke 100 procent overbevist om, at Mourinho bare vil sende ham på bænken, men det vil være en naturlig reaktion for en hvilken som helst træner, der kommer til en ny klub og står med det dilemma.«

Han mener, at det giver bedre mening at spille med Dele Alli, der lige har forlænget sin kontrakt, fremfor at spille med Eriksen, som ikke ønsker at fortsætte i klubben.

»Det er en no-brainer, kan man sige. Vi ved jo ikke, hvordan José Mourinho vil se på Christian Eriksen, men vi ved, at Pochettino elskede ham. Indtil for ganske nylig havde han ham jo som en af de foretrukne på holdkortet.«

Julien Laurens bor i London og følger Premier League tæt for medier som britiske BT Sport, ESPN og franske RMC Sport. Han er lodret uenig i, at trænerskiftet kan blive en bet for Eriksen.

»Jeg tror, at det er godt med et trænerskifte for ham. Det er bedre, end hvis Pochettino var blevet. For mig er der ingen diskussion. Hans relation til Pochettino var blevet meget kompliceret i starten af sæsonen,« siger Julien Laurens og forklarer, at Tottenham-træneren gerne ville af med Eriksen i sommer.

Selv om Julien Laurens godt kan se det irrationelle i at bruge Eriksen, der formentlig snart er fortid i klubben, mener han, at behovet for resultater er så akut for Tottenham, der ligger på Premier Leagues 14.-plads, at Mourinho godt kan finde på at gå med de bedste spillere uanset deres kontraktsituation.

»Der er forskel på at udtale sig som ekspert og som træner, hvor man skal bruge resultater med det samme,« siger han i forhold til Mourinhos ekspertudtalelse om Tottenham-spillerne.

»Det er tidligt at sige, men jeg tror, at Eriksen er den slags spiller, Mourinho elsker. Ligesom Sneijder var det i Inter, da klubben vandt Champions League med Mourinho. En slags oldschool nummer 10 i en fri rolle, som får frihed, men stadig vil arbejde defensivt for holdet.«

Desuden vil Eriksen passe godt ind i Mourinhos spillestil, men Julien Laurens erkender dog, at danskerens kontraktlige forhold gør det hele kompliceret.

»Mourinho vil formentlig ikke ændre sin filosofi. Tottenham får brug for én, som kender Kane og Sons løbemønstre og spil oppe foran. Eriksen er perfekt i den rolle. Det er en spiller, som jeg tror, Mourinho har behov for i sin spilfilosofi. Sætter man kontraktproblemerne til side, så ser jeg det som oplagt, at han skal bruge Eriksen. Men kontraktsituationen gør det hele lidt mere vanskeligt,« forklarer Julien Laurens.

Han mener, at der kan være en pointe i at give Eriksen spilletid med henblik på at sælge ham til januar. Det kan nemlig gøre, at Tottenham scorer flere penge på et Eriksen-salg. Men det kommer igen an på, hvorvidt José Mourinho har fået lovning på en sjat penge, som London-klubben kan købe ind for, siger han.

West Ham-Tottenham, som bliver første kamp under José Mourinho, sparkes i gang lørdag klokken 13.30.