Torsdag aften begynder playoff-kampene til næste års EM i fodbold. Ud over Danmark og Sverige skal seks lande i ilden om de sidste EM-pladser.

Alle danskeres øjne er rettet mod Stockholm og lørdagens playoff-kamp mod Sverige, men allerede torsdag aften tager broderfolket fra Norge hul på playoff-kampene om kvalifikation til EM. Her er et overblik over de tre andre playoff-kampe inden lørdagens naboopgør i Sverige.

Foto: Larsen, Haakon Mosvold
Vis mere

NORGE - UNGARN

Kl. 20.45 på Ullevaal Stadion, Oslo, vises på 6’eren

Det tredje ben i den skandinaviske playoff-taburet, Norge, møder Ungarn i hjemme i hovedstaden til en yderst vigtig kamp for begge nationer. Det er nordmændene, der har overtaget indbyrdes, da holdet ikke har tabt til Ungarn i over 30 år. Samtidig sluttede Norge også sin kvalifikationsgruppe bedst af, da holdet vandt tre ud af de sidste fire kampe, mens Ungarn omvendt kun formåede at få fem point ud af 12 mulige i de sidste fire kampe.

Norge har ikke været med ved en EM-slutrunde i 15 år og har siden de glade 90’ere hungret efter resultater. Men Ungarns fans har spejdet endnu længere efter flotte præstationer, da det er hele 43 år siden, at Ungarn sidst var med og fik en fjerdeplads ved EM i Belgien i 1972.

Både Norge og Ungarn er uden de helt store profiler, men har sammentømrede hold. Ungarns rutinerede midterforsvarer Roland Juhasz er ude med karantæne i første kamp. Returmødet er 15. november i Budapest, Ungarn.

Norges seneste EM-kampe:    UVVVTX
Ungarns seneste EM-kampe:    VUUVTX

Foto: ROBERT ATANASOVSKI
Vis mere

BOSNIEN-HERZEGOVINA - IRLAND

Fredag kl. 20.45 på Stadion Bilino Polje, Zenica, vises på Canal9

Bosnien-Herzegovina jagter sin anden store slutrunde nogensinde, efter det for første gang lykkedes den unge nation at kvalificere sig til VM 2014 i Brasilien. Hjemmeholdet har en del store profiler i form af Miralem Pjanic, Edin Dzeko og Asmir Begovic, og efter en pointfattig start på kvalifikationen lykkedes det holdet at slutte af med tre sejre i træk. Irland var med ved seneste EM i Polen og Ukraine, hvor det dog ikke lykkedes at gå videre fra gruppen. Holdet er uden de helt store stjerner, men irerne er kendt for et viljestærkt sammenhold. De to hold har kun mødt hinanden en enkelt gang i en venskabskamp i 2012 i Dublin, hvor Irland vandt 1-0.

Bosnien er i den første kamp uden karantæneramte Muhamed Besic, der ellers normalt svinger dirigentstokken på den defensive midtbane. Irland har John O’Shea, der ellers har spillet alle kvalkampene i midtforsvaret, og angriber Jonathan Walters i karantæne. Returmødet er 16. november i Dublin, Irland.

Bosniens seneste EM-kampe: VTVVV
Irlands seneste EM-kampe: UVVVT

Foto: JAVIER SORIANO
Vis mere

UKRAINE - SLOVENIEN

Lørdag kl. 18.00, på Arena Lviv, Lviv, vises på Canal9

Ukraine har et stærkt hold med især nogle farlige herrer i offensiven. Holdet var som værter automatisk med ved seneste EM, hvor det til stor ærgrelse ikke lykkedes at komme videre fra gruppespillet foran hjemmepublikummet. Holdet har i øvrigt meget dårlige minder fra playoff-kampe til EM og VM, da det i fem forsøg endnu ikke er lykkedes at vinde. Sloveniens eneste EM-deltagelse ligger tilbage i 2000, da holdet mod netop Ukraine lykkedes at gå videre fra playoff. Dengang var Srecko Katanec i øvrigt landstræner, hvilket han også er nu.

Der er med andre ord lagt op til revanche lørdag i Lviv, hvor FC Københavns Benjamin Verbic i øvrigt er udtaget for Slovenien. De to hold har mødt hinanden fire gange i alt, og her har Slovenien overtaget, da Ukraine endnu ikke har vundet indbyrdes. Til første opgør har Ukraine forsvarsspilleren Olek­sandr Kucher og midtbanespilleren Taras Stepanenko i karantæne. Returmødet er 17. november i Maribor, Slovenien.

Ukraines seneste EM-kampe: VVUVT
Sloveniens seneste EM-kampe: TTVUV