Det Engelske Fodboldforbund har åbnet sag mod Jürgen Klopp. Også Arsenal og Tottenham risikerer straffe.

Liverpool-manager Jürgen Klopp risikerer en straf for sin umiddelbare jubel efter Liverpools sejrsmål mod Everton søndag aften.

Således har Det Engelske Fodboldforbund (FA) sigtet Klopp for at løbe langt ind på banen under sin jubelscene.

Det skriver BBC.

Klopp har nu indtil torsdag aften til at levere sin version af sagen. Allerede på pressemødet umiddelbart efter kampen undskyldte Klopp for sin jubel inde på grønsværen.

Tyskeren så dybt inde i dommerens tillægstid sin angriber Divock Origi score til 1-0 i det klassiske Merseyside-opgør, og det fik Klopp til at løbe ind midt på banen for at omfavne sin brasilianske målmand, Alisson.

Det kan nu vise sig at få konsekvenser i form af karantæne.

Også søndagens kamp mellem Arsenal og Tottenham får et efterspil, fordi der efter en scoring opstod tumult mellem flere spillere fra begge hold.

Da Tottenhams Eric Dier scorede til 1-1, blev nogle Arsenal-reserver vrede over Diers jubelscene, og det førte til en større tumult nede i banens ene hjørne.

FA har åbnet sag og sigter klubberne, fordi de ikke var i stand til at sikre god opførsel fra spillerne.

Også i denne sag har klubberne frem til torsdag til at forsvare sig med deres version af hændelsen.

Arsenal vandt London-opgøret med 4-2 på hjemmebane.

/ritzau/