Patrice Evra brugte efter PSG's Champions League-exit et skældsord om spillerne. Selv kalder han det en joke.

Den franske fodboldspiller Patrice Evra slår tilbage mod Paris Saint-German, efter at klubben har kritiseret den tidligere landsholdsanfører for at kalde PSG for "en flok svanse", da pariserklubben blev slået ud af Champions League af Manchester United.

Paris Saint-German fordømte således "Patrice Evras homofobiske fornærmelser rettet mod os" efter et bizart opstød, hvor Evra brugte det franske skældsord "pédé" mod PSG-spillerne. Pédé er et nedsættende ord for homoseksuel.

Men den 37-årige Evra hævder, at hans kommentarer er blevet fordrejet af de franske medier.

- Jeg lavede en video - som en ven og ment som en joke - og de franske medier blev opmærksomme på den, fordi jeg brugte ordet "pédé". Det oversatte de til, at jeg er imod homoseksuelle.

- Jeg er ikke homofob. Jeg elsker alle. Så hvis jeg fornærmede nogle, eller hvis jeg har såret nogle, så har jeg allerede undskyldt, skriver Evra på Twitter.

- Du er nødt til at være fri til at kunne gøre, lige hvad du vil i livet. Jeg ville aldrig dømme nogen. Kun Gud kan dømme mig, fortsætter han.

Spændingerne mellem PSG og Evra begyndte allerede, da den tidligere United-forsvarer postede en video på Instagram fra PSG's stadion, Parc des Princes, hvor han fejrede Uniteds 3-1-sejr i ottendedelsfinalen i Champions League.

Venstrebacken, der spillede 379 kampe for United og 81 for Frankrig, er før havnet i ballade. Evra var blandt andet anfører på det franske landshold, da spillerne under VM i 2010 iværksatte en strejke mod daværende træner Raymond Domenech.

I 2008 fik han desuden karantæne i fire kampe for at skubbe Chelseas opsynsmand, og i 2011 endte han i klammeri med Luis Suárez.

I november 2017 blev Evra udelukket fra alle europæiske turneringer frem til 30. juni 2018 af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Det skyldtes, at den daværende Marseille-forsvarsspiller lavede et spark i hovedhøjde mod en fan, efter at en gruppe fans havde sunget smædesange, der angiveligt var rettet mod Evra.

Patrice Evra spillede senest for West Ham United sidste år, men spiller i dag ikke for nogen klub.

/ritzau/