En fan af Premier League-klubben Everton får karantæne resten af livet, efter at han slog en Lyon-spiller.

Liverpool. Engelske Everton har udelukket en fan fra at overvære Premier League-klubbens kampe i fremtiden.

Det sker efter en episode torsdag aften i Europa League, da Everton hjemme på Goodison Park tabte 1-2 til franske Lyon.

Her slog den pågældende Everton-fan Lyon-målmand Anthony Lopes, efter at Everton-spilleren Ashley Williams først havde skubbet til Lopes.

Episoden blev endnu mere dramatisk, da den pågældende Everton-fan bar et barn på armen, mens han langede ud efter Lopez.

- Ledere i klubben har studeret fotooptagelser af en episode, der foregik i det 64. minut af kampen mod Olympique Lyon, da fans blev involveret i konfrontationer mellem spillerne.

- Vi har identificeret en person, og der vil nu blive skredet ind. Det vil inkludere et forbud mod at møde frem til kommende Everton-kampe, og klubben har anmeldt sagen til politiet, skriver Everton på sin hjemmeside.

Dermed er sagen næppe overstået for den trængte Premier League-klub.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) meddelte ligeledes fredag, at man har åbnet en disciplinærsag mod Everton.

Sagen vil blive behandlet af Uefas Control, Ethics and Disciplinary Body på et møde 16. november.

/ritzau/