Søndag ramte en kæmpe bombe fodboldens verden.

12 af de største og mest vindende klubber har dannet en ny liga, som for evigt kommer til at ændre landskabet i verdens største sport. Hvis den altså bliver en realitet. For krigen om fodboldens fremtid er brudt ud i lys lue. Og der er gigantiske beløb i spil.

De 12 klubber tæller blandt andet de to spanske giganter FC Barcelona og Real Madrid, seks britiske klubber med historiske Manchester United og Liverpool i spidsen og tre italienske supermagter med AC Milan og Juventus som bannerførere.

Udbryderklubberne har en finansiel tyngde, som i sportsverdenen kun er sammenlignelig med den amerikanske NFL-liga.

Og de udgør eliten i verdensfodbolden. Både på banen og i regnskabsbøgerne.

For at deltage i den nye liga vil de 12 klubber modtage et beløb i omegnen af 2,5 milliarder kroner. Mange af de penge vil dog gå til rigmænd, som slet ikke har oprindelse i Europa.

Faktisk er syv ud af de 12 ejere slet ikke fra det kontinent, hvor de forsøger at ændre den mest populære sport.

Det viser en gennemgang af ejerforholdene.

De engelske hold

Arsenal – ejet af KSE, UK, Inc, som igen er ejet af amerikaneren Stan Kroenke, der blandt andet ejer NFL-holdet LA Rams – anslået formue 8,2 mia. dollar.

Tottenham – ejet af ENIC Group ved Joe Lewis, britisk forretningsmand – anslået formue 4,9 mia. dollar.

Manchester United – MANU er ejet af familien Glazer. En amerikansk forretningsfamilie, ejer blandt andet NFL-holdet Tampa By Buccaneers – anslået formue for Glazer-familien er 4,5 mia. dollar.

Manchester City – ejet af City Football Group ved Mansour bin Zayaed Al Nahyan. Sheik Mansour er fra De Arabiske Emirater – anslået formue 22 mia. dollar.

Et anti Super League-banner foran Liverpools hjemmebane Anfield. Liverpool er en af 12 klubber, der har dannet en ny liga.
Et anti Super League-banner foran Liverpools hjemmebane Anfield. Liverpool er en af 12 klubber, der har dannet en ny liga. Foto: CARL RECINE
Vis mere

Liverpool – ejet af Fenway Sports Club ved amerikaneren John W. Henry, der også ejer Boston Red Sox – anslået formue 2,8 mia. dollar.

Chelsea – ejet af Roman Abramovich, russisk oligark – anslået formue 14,9 mia. dollar.

De spanske hold

Real Madrid – ejet af klubbens medlemmer (socios). Præsidenten, spanske Florentino Perez, har flest aktier med 12,8 procent – anslået formue for Florentino Perez er 2,2 mia. dollar.

Barcelona – ejet af sine omkring 144.000 medlemmer. Barcelona har en gæld på 1,2 mia. dollar.

Atlético Madrid – ejet af Miguel Angel Gil Marin – anslået formue på 287 mio. dollar.

De italienske klubber

AC Milan – Elliott Management Corporation, et New York-baseret investeringselskab med grundlæggeren Paul Singer i front – Paul Singer er anslået god for 4,3 mia. dollar, mens selskabet har aktiver for 45 mia. dollar.

Juventus – ejet af EXOR N.V., som igen er ejet af den italienske Agnelli-familie med overhovedet Andrea Agnelli – anslået formue hos Agnelli-familien er 13,5 mia. dollar.

Inter Milan – ejet af Suning Holdings Group med kinesiske Zhang Jindong i front – anslået værdi 7,3 mia. dollar.

Inter Milan og de andre udbryderklubber møder hård modstand fra fans, nationale fodboldforbund og det europæiske forbund UEFA.
Inter Milan og de andre udbryderklubber møder hård modstand fra fans, nationale fodboldforbund og det europæiske forbund UEFA. Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

De 12 udbryderklubber har gjort det klart, at de forventer en liga med 20 hold. Den nye Super League skal have 15 permanente deltagere.

Her regner man med, at nyrige franske Paris Saint-Germain og de to tyske storklubber Borussia Dortmund og Bayern München støder til. Derudover skal yderligere fem hold kunne rykke op og ned efter præstationer.

Umiddelbart har Dortmund og Bayern München med klubsammenslutningen European Football Clubs i ryggen undsagt den nye turnering, som skal spilles i midtugen, mens de forskellige landes turneringer afgøres i weekenden.

Det europæiske fodboldforbund UEFA har sammen med flere nationale forbund været ude at kritisere den nye liga. Og blandt andet lægger UEFA op til sanktioner mod de klubber, som tilslutter sig den nye superliga.

Mandag aften er det planen, at UEFA skal præsentere det nye format for guldkalven Champions League, som den nye turnering er en direkte konkurrent til.