Europa og spillersalg giver FCM solidt overskud
Spillere fra eget akademi og deltagelse i Europa League sikrede sidste sæson FC Midtjylland 47 millioner i overskud.

Spillere fra eget akademi og deltagelse i Europa League sikrede sidste sæson FC Midtjylland 47 millioner i overskud.

Fodboldklubben FC Midtjylland kommer ud af regnskabsåret 2025/26 med et overskud på 47 millioner kroner efter skat.
Det fremgår af klubbens årsregnskab, som er lagt ud på fcm.dk.
Ifølge ledelsesberetningen i regnskabet er det især indtægter fra deltagelsen i Europa League samt salg af spillere udviklet på klubbens eget akademi, som har sikret overskuddet.
- Et regnskab viser ét år. Strategien bag tallene er udviklet og forfinet gennem mere end 25 år. Vi begyndte med at finde talenter i vores egen region, siden i hele Danmark, og i dag arbejder vi internationalt, siger bestyrelsesformand Claus Steinlein til fcm.dk.
- Fællesnævneren er den samme: at se potentialet, udvikle det og give spillerne mulighed for at tage næste skridt, når tidspunktet er det rigtige.
Blandt andet blev Oliver Sørensen solgt til Parma for omkring 60 millioner kroner.
Ledelsen kalder resultatet "tilfredsstillende", hvilket giver mening, da den udmeldte forventning var et rundt nul.
Det foregående regnskabsår gav et underskud på 40 millioner kroner efter skat.
I Europa League leverede FCM et forrygende ligaspil og sluttede på en tredjeplads i tabellen.
Det gav en plads i ottendedelsfinalerne, hvor klubben måtte se sig besejret af engelske Nottingham Forest efter straffesparkskonkurrence.
Denne sommers spillerhandler slår først igennem i næste års regnskab, og her er der udsigt til et endnu større overskud. Forventningen lyder på mere end 100 millioner kroner før skat.
Franculino, Aral Simsir, Han-beom Lee, Valdemar Byskov og Dario Osorio er alle afskibet i sommer. Osorios handel løber op i mere end 200 millioner kroner, men er det første år et lejeophold.
De fire andre har tilsammen indbragt i omegnen af 400 millioner kroner. Her står Franculino for næsten halvdelen.
RITZAU