Danmarks anden kamp i denne EM-kvalifikation bliver spillet i Kasakhstan, og et stort tema på pressemødet dagen før kampen var debatten om at spille på kunstgræs, som tilfældet er søndag i Astana.

Emnet har denne weekend trukket overskrifter, da landsholdsprofilen i et interview med TV 2 har sagt, at det er hårdt for kroppen at spille på kunstgræs, og at det burde være ulovligt.

Så lørdag blev Kasper Hjulmand, Simon Kjær og Pierre-Emile Højbjerg også bedt om at forholde sig til forskellen på underlaget, og svarene var ret standard med ytringer om, at der er forskel, og at de alle ønskede at spille på almindeligt græs, men at de kender til kunstgræs, og de derfor skulle kunne klare det.

Men et spørgsmål fik Kasper Hjulmand op af stolen, og landstræneren greb mikrofonen, selv om spørgsmålet var stillet til spillerne:

Braithwaite har været ud at kalde, det ikke burde være lovligt og er hårdt for kroppen med kunstgræs. Simon og Pierre, I har været inde på, at I skal ud og gøre jeres ting, men er det ikke også lidt at pibe over noget, inden man skal ud at levere noget mod en modstander, der på papiret er overkommelig i forhold til deres placering på verdensranglisten?

»Altså, så tror jeg ikke, du hører efter. Vi piber ikke. Der er ingen piv herfra. Vi er klar, om det er jord, mudder, sten eller græs, så er vi klar. Og vi piber overhovedet ikke. Vi er fuldstændig klar til at spille denne her kamp,« siger Kasper Hjulmand og tilføjer:

»Vi bliver spurgt, om der er forskel, og det er sådan set det. Men uanset hvad er vi klar, og der er ingen pib herfra,« gentager han, inden Simon Kjær fik svaret:

»Som Kasper (Hjulmand, red.) har sagt, er det en anden belastning, end vi er vant til, men som Kasper også har gjort helt klar nu, er der ingen undskyldning herfra, det er bare en del af det.«