Esbjerg vandt over Fremad Amager og tog dermed sin anden sejr i træk i den næstbedste danske fodboldrække.

Det var en underholdende fodboldkamp, da Esbjerg lørdag vandt 2-1 hjemme over Fremad Amager i den næstbedste danske række.

Det var Esbjergs anden sejr i træk i 1. division, og vestjyderne har på syvendepladsen nu ni point efter ni kampe.

Fremad Amager fik en skidt start på kampen.

Allerede efter tre minutter bragte Esbjerg-angriberen Elias Sørensen hjemmeholdet foran 1-0 med en flad afslutning.

Dermed kunne Elias Sørensen fejre sin fødselsdag med et mål, da han lørdag blev 22 år.

Fem minutter før pausen fordoblede Esbjergs angriber Steven Simpson føringen efter en stor fejl af Fremad Amager-keeper Jacob Pryts Larsen, som spillede bolden lige ud til Esbjergs midtbanespiller Nicklas Strunck.

Det udnyttede Strunck til at spille Simpson helt fri til en nem 2-0-scoring.

Fremad Amager gav dog ikke op, og efter 57 minutter kom reduceringen til 1-2 på et bizart selvmål.

Esbjergs forsvarsspiller Con Ouzounidis headede bolden over sin egen keeper og ind i nettet via træværket.

Kort efter var Elias Sørensen ved at score igen, men helt fri foran mål ramte han Fremad Amagers Jacob Haahr, der kom flot tilbage og headede bolden væk på selve målstregen.

Tidligere i kampen havde Elias Sørensen også et forsøg på overliggeren, og han var generelt en evig trussel i angrebet.

I resten af opgøret forsøgte Fremad Amager at fremtvinge en udligning, men det formåede udeholdet ikke.

Blandt andet brændte Fremad Amager-angriberen Kristoffer Munksgaard en stor chance, da han ramte stolpen helt fri ved bageste stolpe.

Fremad Amager er placeret på en tiendeplads med blot seks point efter ni kampe.

Længere oppe i tabellen hentede AC Horsens en sejr på 3-0 ude over Hobro. Horsens er nu på fjerdepladsen med 16 point efter 9 kampe.

Magnus Risgaard Jensen og Thor Lange scorede for Horsens i anden halvleg. Det sidste mål var et selvmål af Hobros Jakob Hjort.

Hobro er placeret på sidstepladsen med fire point efter ni kampe.

/ritzau/