Adrian Petre skifter med øjeblikkelig virkning fra Esbjerg til FCSB i Rumænien.

Superligaklubben Esbjerg oplyser på sin hjemmeside, at den rumænske angriber Adrian Petre med øjeblikkelig virkning skifter til Bukarest-klubben FCSB i hans hjemland.

Den 22-årige angriber kom til den vestjyske klub i 2017, og han nåede 83 kampe og 29 mål for klubben, inden turen nu går hjem til Rumænien.

Petre lavede tre mål i efteråret i 3F Superligaen, men han var ikke cheftræner Lars Olsens foretrukne mand som spydspids.

Derfor var et skifte en god løsning for begge parter, mener Esbjergs sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen.

- Adrian er en talentfuld spiller med et stort potentiale, men idet han ikke har haft udsigt til en startplads i foråret, har vi valgt at takke ja til et tilbud fra FCSB, som også inkluderer en videresalgsklausul, siger han til efb.dk.

/ritzau/