Esbjerg og Hobro jagtede point, men Esbjerg vandt opgøret i Hobro, da nedrykkerne fra Superligaen mødtes.

Både Esbjerg og Hobro var på revanchejagt i jagten på topholdene lørdag i den næstbedste række.

De to nedrykkere tørnede sammen i Hobro, og det gik bedst for gæsterne, som tog hjem med en 2-1-sejr.

Dermed spillede Esbjerg sig på tredjepladsen med 17 point i 1. division, mens Hobro i stedet blev liggende på 13 point.

Esbjerg skuffede i ugens løb hjemme og tabte 0-2 til Hvidovre fra den tunge ende, mens Hobro led samme skæbne ude mod Kolding IF, som vandt 2-1.

Derfor skulle der point på kontoen for begge mandskaber, og Hobros Mads Hvilsom havde bolden i mål efter 11 minutter.

Desværre for Hvilsom og hjemmeholdet blev der dømt offside i situationen, og scoringen blev annulleret.

I stedet var det så gæsterne, der kom foran efter en halv time.

Esbjerg pressede og afsluttede, og Hobro-keeper Adrian Kappenberger reddede i første omgang flot.

Bolden røg i spil igen, og så var Hobro-forsvarsspilleren Mathias Haarup uheldig at sende bolden i eget net i en situation, hvor han var presset af Esbjergs Joni Kauko.

Hobro var derfor tvunget til at finde vej til netmaskerne efter pausen, og hjemmeholdet lagde et pres fra anden halvlegs indledning.

Efter en time strøg Mikkel Pedersen afsted i højre side og lagde bolden og fandt Christian Cappis, der i løb trykkede af, men Esbjerg-keeper Mads Kikkenborg fik akkurat viftet bolden over overliggeren.

Derfor var det en våd klud i ansigtet, da Jakob Ankersen kørte igennem og hamrede bolden i mål til 2-0 med 20 minutter igen.

I slutminutterne fik Edgar Babayan reduceret for Hobro.

/ritzau/