Sidste år var han at finde på FC Midtjyllands mandskab, men i sommer gik turen tilbage til franske SC Amiens.

Nu er Rafal Kurzawa tilbage i Danmark, hvor han resten af sæsonen tørner ud for Esbjerg.

Det melder klubben på sin hjemmeside, hvor sportschef Jimmi Nagel fortæller, at han er meget tilfreds med den nye lejesvend.

»Rafal Kurzawa er en dygtig spiller, som styrker vores muligheder på midtbanen, og giver os øget fleksibilitet og kvalitet. Han kan både spille på kanterne og den centrale midtbane, og med sit gode blik for spillet og stærke venstrefod giver det os en ekstra dimension i især det offensive spil. Derudover kan han udfylde rollen som back,« lyder det fra Jimmi Nagel.

Rafal Kurzawa spillede sidste sæson for FC Midtjylland.
Rafal Kurzawa spillede sidste sæson for FC Midtjylland. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Særligt spillerens meritter glæder Esbjergs sportschef.

»Ydermere kommer han med meget erfaring fra højeste niveau fra blandt andre Ligue 1 i Frankrig og Polens A-landshold, som vi kan trække på. Vi glæder os over, at Rafal nu er en del af EfB.«

Rafal Kurzawa tiltræder med det samme og skal onsdag med resten af Esbjergs trup til Tyrkiet på træningslejr.

I løbet af januar har Esbjerg også hentet Søren Reese, Ante Erceg og Franz Brorsson på lejeaftaler samt Kevin Conboy, der er skiftet til klubben på en permanent aftale.